Medier: Los Angeles Times smider direktør på porten

Los Angeles Times har fyret sin adm. direktør, skriver flere medier tirsdag. Længere tids uenigheder mellem topchefen og ledelsen i avisens ejer er eftersigende årsag til fyringen.
Foto: Nick Ut/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Nick Ut/AP/Polfoto/Arkiv

En af USA's største og mest læste aviser skal have ny topchef.

Flere amerikanske medier skriver tirsdag, at Austin Beutner er blevet fyret som adm. direktør for Los Angeles Times og den tilknyttede lokalavis, San Diego Union-Tribune.

Bag fyringen ligger tilsyneladende længere tids magtkamp mellem den nu forhenværende direktør og ledelsen i avisens ejer, Tribune Publishing.

Kilder fortæller til New York Times, at ledelsen var utilfreds med, at Austin Beutner var i færd med at opbygge en stærk organisation i det sydlige Californien. I stedet ønskede ejerne at beholde beslutningskraften i Tribune Publishings hovedsæde i Chicago.

Ledelsen var desuden utilfreds med en række nyansættelser i laget under Austin Beutner, der har en fortid i bankverdenen. Man mistænkte ham også for at bruge avisen til at gøde jorden for en fremtid i amerikansk politik, fortæller kilder til New York Times og Capital New York.

Tirsdagens fyring kommer kun et år efter, at Austin Beutner tog roret i Los Angeles Times. Den sker samtidig i kølvandet på et afvist købstilbud på avisen fra filantropen Eli Broad, som den afgående direktør har forbindelser til. Austin Beutner sidder blandt andet i bestyrelsen i en af filantropens fonde.

Hverken Los Angeles Times eller Tribune Publishing har bekræftet historien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også