Anders Kronborg forlader MTG-ejer

Den tidligere økonomidirektør på TV 2 og finansdirektør i Metro International får nyt job i Danmark.
Foto: PR
Foto: PR
BENJAMIN WERNER CHRISTENSEN, MEDWATCH OG LOUISE RESEKE, MEDIAWATCH

1. oktober er der ny ansvarlig for finanserne i det danske medicinalselskab Leo Pharma. Selskabet har nemlig ansat Anders Kronborg som ny finansdirektør.

"Jeg er meget glad for at kunne byde Anders velkommen i Leo Pharmas topledelse. Med sin solide finansielle baggrund samt brede internationale erfaring vil Anders spille en væsentlig rolle i vores bestræbelser på at hjælpe flere mennesker med hudlidelser og drive en konkurrencedygtig og bæredygtig forretning," udtaler Gitte Aabo, adm. direktør i Leo Pharma, i en meddelelse.

Anders Kronborg kommer fra en stilling som finansdirektør i den svenske investeringsselskab Kinnevik Investment AB, der bl.a. står bag mediekoncernen Modern Times Group (MTG), der driver TV3-kanalerne og Viasat. Derudover er Kinnevik stifter og hovedejer af gratisavisselskabet Metro International, hvor Anders Kronborg fra 2008 kørte ledelsesparløb med daværende topchef Per Mikael Jensen.

Hektisk TV 2-tid

Før da var Anders Kronborg økonomidirektør i TV 2, hvor Per Mikael Jensen fra 2006 til 2007 var adm. direktør. I perioden blev der bl.a. investeret i TV 2 Radio. Flere økonomiske dispositioner i tiden på TV 2 blev senere stærkt kritiseret og førte til politisk granskning, der dog frikendte ledelsen for at have ageret økonomisk uansvarligt.

Anders Kronborg er desuden tidligere økonomidirektør og adm. direktør på Berlingske Tidende samt økonomidirektør i DR.

"Jeg ser frem til at skulle arbejde i LEO Pharma, en virksomhed, som virkelig gør en indsats for at forbedre menneskers liv rundt om i verden. Med fire produktlanceringer i år og en intensiv søgning efter nye globale partnerskaber er det et meget spændende tidspunkt for mig at blive en del af Leo Pharma på, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at bidrage til virksomhedens fortsatte succes," udtaler han.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også