North Media: Udviklingen vender i 2017

De investeringer, North Media gør nu, vil sende forretningen i positiv retning inden for de næste år, siger direktør efter dagens halvårsregnskab.
Foto: North Media
Foto: North Media
/ritzau/FINANS
Selv om der er røde tal på driften hos medievirksomheden North Media nu, er direktøren ikke bekymret. Det siger han torsdag til Ritzau Finans, efter at selskabet torsdag morgen præsenterede regnskabet for første del af 2015.

Det er blandt andet aktuelle investeringer i markedsføringen hos medievirksomheden, der skal skabe positive resultater i 2017. Det siger administrerende direktør Lars Nymann Andersen.

"Jeg hæfter mig ved, at de aktiviteter, vi har sat i gang, har en fin fremgang, når vi taler rent markedspositionsmæssigt. Så hæfter jeg mig også ved, at vi stadig ser tingene gå i retning af, at vi fra og med 2017 begynder at vise en positiv trend igen," siger Lars Nymann Andersen.

Regnskabet fra første halvår var præget af store omkostninger til markedsføring, hvor driftsresultatet før særlige poster (EBIT) faldt til et underskud på 3,5 mio. kr. i første halvår. Det er 30,2 mio. kr. lavere end sidste år.

Det faldende driftsresultat skyldes produktudvikling, et omsætningsfald i FK Distribution og høje markedsføringsomkostninger. Omkostningerne til markedsføring forsvinder dog ikke.

"I en medievirksomhed som den her og med de mange forskellige aktiviteter, vi har i gang, så vil vi i mange år fremover også bruge penge på markedsføring i betydelige summer. Men det handler om at indtage positioner," siger Lars Nymann Andersen til Ritzau Finans.

Trods et fald i både omsætning og indtjening er han derfor tilfreds med halvårsregnskabet.

"Isoleret set er det selvfølgelig utilfredsstillende, at vi ikke tjener penge, og at vi kun kan præstere et nulresultat. Men når vi kigger på de aktiviteter, vi har sat i gang, og hvor vi er nået til med dem, så er jeg egentlig godt tilfreds," siger Lars Nymann Andersen.

Han understreger, at selskabet ikke har brugt flere penge på markedsføring end forventet.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også