Pressenævn: Ekstra Bladet krænkede sagsbehandler

En satirisk bagsidetekst i Ekstra Bladet om parkeringsvagt overskred rammerne for god presseskik, udtaler Pressenævnet.
Foto: Harald Nyborg
Foto: Harald Nyborg

Trods satirisk vinkel var det ikke i orden, at Ekstra Bladet på bagsiden kritisk omtalte medarbejder hos Center for Parkering, lyder en afgørelse i Pressenævnet.

Ekstra Bladet bragte artiklen ”En lysende bureaukrat”, hvor en sagsbehandler hos Center for Parkering blev omtalt ved navn og bl.a. betegnet som en ”præmiebureaukrat”.

Pressenævnet kritiserer i dag Ekstra Bladet for at udstille hende på en krænkende måde.

Det er Pressenævnets opfattelse, at et medie, som kritiserer en virksomhed eller myndighed, ikke samtidig bør omtale ikke ledende medarbejdere på en sådan måde, at de kan identificeres

Nævnet mener, at omtalen af personen med et billedet af hende i artiklen var  – trods artiklens karakter af satire - krænkende for personen. Det hed bla. at hun er ”en præmiebureaukrat af første kategori” og en ”stjernebureaukrat”.

Nævnet finder ikke, at der var almen interesse i den menige medarbejders identitet, så der kunne være grund til at udstille hende i en krænkende sammenhæng.

Nævnet udtaler derfor kritik af Ekstra Bladet for ikke at sløre navnet på personen.

Ekstra Bladet dømt til at bringe artikel

Nævnet har derfor dømt Ekstra Bladet til at offentliggøre følgende artikel:

”[rubrik]: Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet

[underrubrik]:

En satirisk bagsidetekst med overskriften ”En lysende bureaukrat” overskred rammerne for god presseskik.

[tekst]:  I en artikel på bagsiden af Ekstra Bladet beklagede forfatteren sig over en p-afgift i København og over en sagsbehandlers behandling af en klage over afgiften. Sagsbehandleren blev nævnt ved navn, ligesom Ekstra Bladet havde kopieret et billede fra sagsbehandlerens Linkedin-profil og bragte det i artiklen.

I artiklen blev sagsbehandleren beskrevet som en ”præmiebureaukrat”, ligesom forfatteren fandt hende af en støbning, så han beklagede ”at DDR er nedlagt” og anførte, at han ikke kan anbefale hende nok til masochister, der savner en nådesløs regelrytter.

Det er Pressenævnets opfattelse, at det normalt ikke er nødvendigt for medierne at omtale en menig medarbejder på en måde, så vedkommende kan identificeres. Selv om der er vide grænser for satirisk omtale, finder Pressenævnet ikke, at sagsbehandlerens identitet har almen interesse og udtaler, at der ikke var grund til at udstille hende på en så krænkende måde, som det skete.

Derfor får Ekstra Bladet kritik af Pressenævnet for ikke at sløre medarbejderens identitet.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også