500.000 læste fire år gammel Berlingske-artikel

En af Berlingskes mest gribende artikler fra 2009 blev i denne uge en af de mest læste nogensinde på Berlingskes elektroniske medier og den mest læste i 2013 – uden Berlingskes hjælp.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Det kom bag på mange, men mest af alt kom det bag på Berlingske, at en af avisens fire år gamle artikler pludselig – på bare ét døgn – kan blive dette års mest læste artikel på Berlingskes elektroniske medier.

Historien om den blot 14 måneder gamle dreng Christian, der kom til at sluge et lille batteri og to uger senere døde af skaderne, mens hans forældre forgæves forsøgte at få læger i tale, blev i denne uge læst af over 500.000 læsere, selvom den blev trykt i avisen helt tilbage i 2009, skriver Berlingske.

Berlingske havde ikke gjort noget for at reklamere for artiklen, som til gengæld var dukket op på Facebook, hvor den blev delt, og ikke mindst læst og læst og læst i et tempo, der forbløffede medarbejderne på Berlingske.

Viral bombe

De var blevet ramt af en såkaldt ”viral bombe”, som mangedoblede trafikken til b. dk.

Sådan som internettet fungerer i dag, kan gamle historier godt blive fundet frem igen, siger digital trendanalytiker og medierådgiver Christiane Vejlø til Berlingske. Det gælder især historier med bred appel som historien om Christian.

”Det er en historie, som har noget universelt i sig, da den handler om børn, tryghed og sikkerhed i sundhedsvæsnet, og det er noget som alle kan forholde sig til. Dér spiller det ikke så meget ind for folk, om det er en ny historie eller en fra 2009 - som i dette tilfælde,” siger Christiane Vejlø til Berlingske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også