EB holder pressemøde om gidsel-sag

Ekstra Bladet inviterer til pressemøde om Pressenævnets kendelse i sagen om avisens dækning af pirat-gidslet Eddy Lopez.

Pressenævnet har nu afsagt kendelse i den sag, Søfartens Ledere har anlagt på vegne af  Eddy Lopez mod Ekstra Bladet. I den anledning inviterer avisen til pressemøde i JP/Politikens Hus i dag kl. 15.30.

Her vil ansvarshavende chefredaktør Poul Madsens kontor, hvor Poul Madsen og journalisterne, der har beskæftiget sig med sagen, være til stede og kommentere på afgørelsen, skriver Ekstra Bladet i en pressemeddelelse.

Sømanden Eddy Lopez har, via sin fagforening Søfartens Ledere, klaget til Pressenævnet over Ekstra Bladets og TV 2's omtale af ham.

Intens dækning

Sammen med sin kollega Søren Lyngbjørn slap han ud efter 838 dage som gidsel hos somaliske pirater. Ekstra Bladet dækkede sagen intensivt med den daglige kampagne  ’Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia?’ i avisen, og også TV 2 fulgte piratsagen, og frigivelsen tæt.

Men Eddy Lopez har fundet, at medierne har fremstillet ham på en måde, der er æreskrænkende, og som han ikke har haft mulighed for at sige fra over for. Derfor har han, via sit fagforbund, klaget til Pressenævnet.

Søgte løsning

Chefredaktør Poul Madsen har tidligere udtalt, at han er ked af Eddy Lopez' oplevelse af dækningen.

”Efter vi modtog klagen , har vi også henvendt os direkte til Søfartens Ledere med en opfordring om, at vi i fællesskab får afsluttet denne ulykkelige sag hurtigst muligt af hensyn til Søren og Eddy, så de endelig kan få fred og lov til at vende tilbage til et normalt liv efter mere end 800 dages lidelser i helvede,” skrev Poul Madsen tidligere i Ekstra Bladet.

TV 2 har ikke ønsket at kommentere på klagen fra Eddy Lopez så længe den behandles.

Nævnet offentliggør kendelsen på nævnets hjemmeside kl. 14 i dag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også