Mette Bock: Lad DR etablere en betalingsmur

Det er ”oldnordisk” at ville begrænse DR’s aktiviteter på nettet, mener medieordfører for Liberal Alliance, Mette Bock. Så hellere lade DR etablere sin egen betalingsmur og trække indtægterne fra licensen, mener hun.

DR og de private dagblade er bagstræberiske og konservative. Man vil hellere beholde egne velerhvervede privilegier end at tænke nyt.

Svadaen kommer fra Liberal Alliances medieordfører, Mette Bock, som i et debatindlæg på Berlingske langer ud efter godt og vel samtlige danske medier.

Medierne bør selv fremlægge planer for, hvordan de vil gøre sig mindre afhængige af statsstøtte, mener Mette Bock, som gerne så, at f.eks. DR blev en mindre spiller på samtlige platform, bl.a. nettet. For før eller siden vil alle statsstøttede brancher blive nødlidende, uanset om det er skibsværfter, landbrug, vindmøller eller medier, mener hun.

”Tænk, hvis man i stedet for at kæmpe for at begrænse DR's aktiviteter på nettet, mødte et forslag om, at DR skal etablere en betalingsmur på samme niveau som de trykte medier har indført".

"Indtægterne skal naturligvis fratrækkes licensen,” skriver Mette Bock.

DR burde slanke sig selv

Og så burde DR selv fremlægge en plan for, hvordan institutionen kunne slanke sig selv, så DR alene løfter de opgaver, som markedet ikke kan løfte.

Medieordføreren forventer dog ikke, at hverken DR eller aviserne vil være med på den plan.

”Med den konservative og bagstræberiske tilgang, som både de såkaldt private mediehuse (der dog er voldsomt subsidierede) og de statsfinansierede medier lægger for dagen, kan vi nok se frem til mange års ørkenvandring og forfaldshistorie,” skriver hun i dagens Berlingske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også