Ingeniøren fyrer hver tiende

Sparerunde: Mediehuset Ingeniøren skærer ned på grund af skuffende resultater de seneste måneder og et fortsat trægt annoncemarked. Husets kommercielle direktør fratræder med øjeblikkelig virkning.
Udsigten til mere lavkonjunktur på medie- og jobmarkedet får Mediehuset Ingeniøren A/S til at skære organisationen til.

Otte medarbejdere er i dag blevet afskediget på den baggrund. Samtidig fratræder kommerciel direktør Christian Hjorth, så direktionen fremover udgøres af Arne R. Steinmark alene. Det oplyser Ingeniøren i en meddelelse.

Sparerunden skærer 10 pct. af medarbejderne i huset, der ifølge årsregnskabet for 2012 beskæftiger 74 medarbejdere.

De otte opsagte medarbejdere er fordelt på tværs af organisationen - fra redaktion, salg, back-office og community.

”Mediehuset har oplevet et rimeligt økonomisk forår, der desværre i de seneste par måneder har vist en vigende tendens. Det ser ud til at fortsætte det næste halve år. For at være på forkant med de nye markedsvilkår har direktionen gennemført nødvendige ændringer, så mediehuset er økonomisk dueligt og bæredygtigt set i perspektivet fra hele 2013,” siger Arne R. Steinmark, adm.dir og ansvh. chefredaktør i meddelelsen.

Tidligere kommerciel direktør Christian Hjorth siger omkring udarbejdelsen af planen, der betyder, at han forlader mediehuset.

 ”Vi har arbejdet intensivt med sagerne over en længere periode, og jeg er 100 procent sikker på, at mediehuset kommercielt set vil stå meget stærkere i et umanerligt hårdt marked med de aktiviteter, som bliver implementeret i andet halvår. Jeg står helt bag planen med alle dens konsekvenser – også reduktion af direktionens størrelse, der er det rigtige at gøre, som økonomien har udviklet sig. De sidste otte år i mediehuset har været spændende, og jeg er glad for at for at have været med i en tid, hvor de strukturelle forandringer i mediemarkedet aldrig har været større.”

Overraskende sparerunde

De økonomiske udfordringer synes at komme som en overraskelse for Ingeniøren, der for knap to uger siden vurderede, at der ikke ville blive tale om sparerunder i 2013.

I midten af juni fremlagde huset et 2012-regnskab med et beskedent plus, og i den forbindelse sagde Arne Steinmark til MediaWatch, at 2013 tegnede vanskeligt, men at huset havde "så meget styr på [..]forretningen, at vi kommer positivt igennem".

"Med det, vi kan se, vil der ikke blive tale om en sparerunde i 2013, men omvendt er situationen også sådan, at det kommer helt an på, hvordan udviklingen går. Det tegner til, at det vil begynde meget meget småt at lysne på markedet nu, og hvis det holder, forventer vi ikke nogen nettoreduktioner," sagde direktøren.

Må tilpasse sig ny mediestøttelov

Ingeniøren har i øjeblikket udsigt til en anden økonomisk udfordring.

Mediehuset er ejet af Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), og vil dermed falde for det såkaldte ejerskabskriterium i den nye mediestøttelov. Huset, der får godt 4 mio. kr. årligt i støtte, vil derfor miste støtten over de næste tre år.

Mediehusets direktion og bestyrelse har over for MediaWatch tidligere bekræftet, at man undersøger mulighederne for at ændre ejerskab og dermed bevare mediestøtten fremover.  

MediaWatch forsøger at få en kommentar fra Arne Steinmark.

Steinmark: Nyt ejerskab kan blive nødvendigt 



 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også