Falsk bombealarm på Jyllands-Posten

Medarbejderne på Jyllands-Postens domicil i Viby blev evakueret i morges efter fund af en mistænkelig pakke. Alarmen blev dog afblæst efter kort tid.

Østjyllands Politi beordrede fredag morgen evakuering af alle medarbejdere på Jyllands-Postens domicil i Viby ved Aarhus. Årsagen var fundet af en "mistænkelig pakke" på den nærliggende Ravnsbjergvej. Det skriver Eb.dk.

Ifølge Eb.dk blev medarbejderne, der både tæller journalister fra Jyllands-Posten og fra Ekstra Bladets Aarhus-redaktion,  bedt om at gå ned i bygningens sikringsrum og vente der, mens pakken blev undersøgt og bombehunde undersøgte området omkring bygningen. 

Kort tid efter, klokken 09.05, blev alarmen afblæst, og journalisterne kunne fortsætte deres arbejde.  

Østjyllands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at man kl. 08.15 fik en anmeldelse om en "mistænkelig pakke" i et buskads uden for Jyllands-Posten, og at man herefter efterforskede sagen.

Jyllands-Posten og JP/Politikens Hus har siden offentliggørelsen af Muhammedtegningerne i 2005 haft forhøjet sikkerhedsberedskab - både på Rådhuspladsen i København og redaktionslokalerne i Viby. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også