Grønlandsk mediehus kom pænt ud af 2012

Med små fem millioner kroner på bundlinjen for 2012 slår det grønlandske mediehus Sermitsiaq.AG sit resultat fra 2011.

Selv om der fortsat er økonomisk krise på Grønland, så kommer det grønlandske mediehus Sermitsiaq.AG stærkt ud af 2012.

Overskuddet for selskabet, der driver Grønlands to største aviser Sermitsiaq og AG, landede på  4.7 mio. kr. efter skat. Det er således noget bedre end for 2011, hvor resultatet lå på 3,1 mio. kr., og egenkapitalen udgør nu 10,7 mio. kr.  

I en pressemeddelelse skriver ledelsen, at man er tilfreds med resultatet, og at det viser, at den selskabsfusion, der skete i 2010 mellem aviserne, ”har været en succes og sikret den frie og uafhængige presse i Grønland.”

Desuden fremhæver ledelsen, at den fælles nyhedsside www.sermitsiaq.AG er Grønlands mest besøgte, og at besøgsantallet i løbet af 2012 er øget med over 30 procent i forhold til 2011.

Annoncefremgang i krisetid

I meddelelsen fortæller selskabet, at det fine resultat er opstået trods øget konkurrence, men også skyldes effektivisering og rationalisering af produktionen.

Den økonomiske krise har også i 2012 præget avisernes annonceomsætning, idet jobannoncer stadig befinder sig på et lavt niveau, men alligevel er den samlede annonceomsætning øget med ca. 1 mio. kr. i forhold til forrige år.

Og til trods for krisen er der også udviklet nye produkter - magasinet ”Oil & minerals” samt en lokalavis i Qaasuitsup Kommunia.

Nuuk Lokalreklame A/S, der udgiver Nuuk Ugeavis, har også haft fremgang. Årets nettoresultat i Nuuk Lokalereklame efter skat er et beskedent overskud på ca. 470.000 kr. (mod 377.000 i 2011), der er indregnet i Sermitsiaq.AG.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også