Politiken-profil forlader uventet avisen

Kommentator og Politiken-skribent Lars Trier Mogensen forlader uden forklaring avisen efter ni år på Rådhuspladsen.

Kommentator og Politiken-skribent Lars Trier Mogensen forlader uventet avisen, som han har arbejdet for i de sidste ni år.

Lars Trier Mogensen har i flere år været en del af Politikens leder-kollegium og har været flittigt brugt som debattør og kommentator i andre medier.

BT fik færten af udviklingen på Trier Mogensens egen Facebook-profil, hvor det antydedes, at han er kommet på kollisionskurs med andre ledere på avisen eller med avisens linje.

"Skulle jeg i min anmeldelse af det nye DR2 - som bringes på Politikens kulturforside i dag indflette nogle sleske og sukkersøde ord med et kirsebær på toppen? For lige at vifte med Dannebrog og vise, at jeg trods alt og alligevel er omstillingsparat og fresh på positive news og views? Men, nej. Sorry. Jeg kan stadig kun finde ud af at skrive, hvad jeg selv oprigtigt mener," skriver Lars Trier Mogensen på sin personlige Facebookprofil, og antyder dermed, at han kunne være blevet bedt om, at skrive pænere om DR2, end han har lyst til.

Lars Trier Mogensen bekræfter sin exit fra avisen, men vil ikke kaste mere lys over sin aftrædelse, da BT ringer ham op.

"Som en del af aftrædelsesordningen har jeg underskrevet en loyalitetserklæring, så jeg kan ikke udtale mig nu."

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard vil intet sige om Trier Mogensens afgang, udover at der er tale om en aftrædelse:

"Jeg udtaler mig ikke om mine folk og deres ansættelsesforhold," siger han til BT.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også