Manden bag Nyhedsavisen vender tilbage

Svenn Dam, der stod bag den kollapsede gratisavis, er hyret som konsulent for Metroxpress' nye ejere.

Metroxpress' nye schweiziske ejere, 20 Minuten, har ansat Svenn Dam som konsulent.

Svenn Dam var manden bag den husstandsomdelte gratisavis Nyhedsavisen, der gik ned i 2008. Siden avisens kollaps, har Svenn Dam holdt sig ude af spotlyset på det danske dagbladsmarked. 

Schweiziske 20 Minuten, der for omkring 100 mio. kr. overtog Metroxpress A/S ved årsskiftet, understreger, at Svenn Dam ikke bliver en del af Metroxpress' og 24timers operative team. 

"Vi mødte ham for nogle måneder siden og blev imponeret over hans viden," siger 20 Minuten's adm .direktør, Marcel Kohler, til Børsen. 

Svenn Dam  har et bredt kendskab til det danske marked for gratisaviser. Han var chef for lanceringen af Metroxpress i Danmark i 2001. Som manden, der med islandske penge i ryggen, lancerede Nyhedsavisen i 2006, blev han kimen til gratisaviskrigen, der kostede de store bladhuse omkring 1 mia. kr. 

"Vi ved, at der er delte meninger om hans person"
Schweizerne er ikke ubekendte med Svenn Dams opsigtsvækkende historie. 

"Vi ved her i Schweiz, at der er delte meninger om hans person. Ja, at der er nogen, der hader ham. Ikke desto mindre har vi haft forskellige møder med ham, og vi tror, at han kan hjælpe os med vores forretninger," siger Marcel Kohler til Børsen. 

Kohler understreger dog, at der ikke er planer om husstandsomdeling, som ellers var Nyhedsavisens mest markante strategi. 

Usikkerhed om strategi
20 Minuten er ejet af den kapitalstærke schweiziske mediekoncern Tamedia, der har hovedsæde i Zürich. De nye ejere har meldt ud, at Metroxpress' og 24timers samlede læsertal skal øges væsenligt fra det nuværende 730.000 til omkring 1 mio.  

Men schweizernes konkrete planer for de to gratisaviser er endnu ukendte. Dog har de udtalt, at Metroxpress skal profileres skarpere, målrettes en yngre målgruppe og finde nye distributionsmodeller.

Om 24timer skal vedblive at eksistere, er endnu usikkert.  

- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også