Netmedier skal kæmpe om særstøtte

Mange medier melder, at de vil søge de særlige puljer til små og nye netmedier.

Der er udsigt til hård kamp om støttekronerne i de nye to særpuljer, innovationspuljen og supplementspuljen. Af 18 adspurgte netmedier, svarer 12, at de forventer at søge mediestøtte, skriver Journalisten.dk. Det gælder bl.a. Modkraft.dk, Denkorteavis.dk, Elektronista.dk, Sportexecutive.dk og Verdensnyt.dk.

»Der vil komme en voldsom kamp om de 20 mio. kr. Ikke bare fra de 18 medier, Journalisten har talt med – men sikkert også en hel del andre,« siger lektor Mark Ørsten fra journalistuddannelsen på RUC til Journalisten.dk.

Det er især innovationspuljen på 20 mio.kr. der giver små netmedier håb. Her kræver det kun en redaktionel medarbejder at komme i betragtning, hvorimod de øvrige puljer kræver tre redaktionelle årsværk.  

Desuden er supplementspuljen på 6 mio.kr., der er øremærket uafhængige medier, som ikke ejes af medievirksomheder der i forvejen støttes, også interessant for små netmedier. 

Politikerne må derfor holde øje med, at "fordelingen af støtte lander, som man havde intentioner om" og om puljerne er store nok, siger Avisen.dk's chefredaktør, Rasmus Emborg, til Journalisten.dk. 

Det er ikke kun nye netmedier, der er lune på mediestøtte. Aller og Bonnier har også luftet, at de undersøger muligheden for at søge støtte til magasinhusenes digitale udgivelser. 

Hvad er relevant og værd at støtte?
Et springende punkt bliver, hvordan Kulturministeriet vælger at fortolke kravet om "samfundsrelevant" stof. Traditionelt er støtten blevet givet til medier med en bred dækning af en række klassiske nyhedsområder som politik, indlandsstof, krim, erhverv. FDIM har argumenteret for, at man bløder op og tager hensyn til det faktum, at netmedier ofte er nichemedier.  

For at komme i betragtning til mediestøtte, skal 50 pct. af en udgivelse være redaktionelt indhold. Heraf skal halvdelen være samfundsrelevant og en tredjedel (af det redaktionelle indhold) skal være egenproduceret.

Kontorchef i Kulturministeriet Lars Banke forklarer til Journalisten.dk, at aftalen lægger op til en bredere definition af, hvad der er "samfundsrelevant". 

Medierne behøver dog ikke selv at producere det samfundsrelevante stof, men kan købe det af eksterne partnere som f.eks. Ritzau, siger Lars Banke til Journalisten.dk.

Den konkrete lovtekst er ikke skrevet endnu, og prioriteringerne kan ændre sig i høringsfasen og ved den endelige vedtagelse af loven.

- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også