Iværksættere: Innovationspuljen er et vigtigt skridt, men...

Mediebranchen skal ikke forvente en eksplosion af nye projekter på trods af ny, risikovillig mediestøtte, mener to garvede medieiværksættere.
Thomas Bo Christensen

Iværksætteri skal sætte hjulene i gang i den danske økonomi igen og skabe nye arbejdspladser.

Sådan har det lydt igen og igen fra regeringen, når snakken er faldet på, hvordan Danmark kommer ud af krisen og sikrer sig for fremtiden.

Det gælder også på medieområdet, hvor skiftende kulturministre har stået stærkt på, at der er brug for nye ideer og virksomheder, der kan udvikle en branche, der er plaget af negative buzz-ord som oplagsfald og annoncetørke. Af samme grund har et af regeringens store slagnumre i den nyligt indgåede mediestøtteaftale været den såkaldte innovationspulje, der skal støtte nye projekter med 20 mio. kr. årligt.

Kriterierne for puljen er stadig under udarbejdelse i Kulturministeriet, men kulturminister Marianne Jelved (R) har understreget, at ”den er risikovillig, så der bliver reelt mulighed for at afprøve ny måder at gøre tingene på.”

Men hvor meget betyder en innovationspulje - der i øvrigt også skal bruges til saneringsstøtte og omstillingsstøtte til etablerede medier - for iværksættermiljøet i mediebranchen? Spørger man to erfarne iværksættere, er svaret tvetydigt.

Klar forbedring
Rasmus Nielsen, adm. direktør og grundlægger af Altinget, mener, at den nye mediestøtteaftale giver iværksættermiljøet et tiltrængt boost, der kan mærkes:

”Da jeg startede Altinget for 13 år siden, skulle man jo lave et dagblad for at kunne få støtte, og det var absolut de færreste, der kunne gøre det, fordi det krævede rigtig meget kapital. Den nye mediestøtte har helt klart forbedret det, og det er rigtig positivt,” siger Rasmus Nielsen, som dog alligevel tvivler på, at branchen vil se en markant opblomstring af nye initiativer som følge af den nye støttemulighed:

”Det som vil være mest oplagt at lave, vil være noget internetbaseret, og det er jo enormt svært at tjene penge på. Så jeg tror ikke, at man vil opleve en enorm opblomstring, men man vil formentlig se nogle unge journalister i 25-40 års alderen, som vil forsøge at lave noget. Og hvis bare hver tredje af dem, som innovationspuljen støtter, vil få succes og blive til en varig arbejdsplads, så synes jeg egentlig, at målet er nået.”

Optimistisk, men...
Også Christian Peytz, formand for Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) og direktør i firmaet konsulentfirmaet Peytz & Co., mener, at branchen tager et stort hop fremad med den nye mediestøtte.

Men selv om han er optimist, er det store spørgsmål for ham, hvordan ministeriet i praksis vil tolke de opstillede kriterier om, at medierne skal behandle "politiske og samfundsrelaterede emner":

”De ting, som i første omgang er skrevet ind på listen over støtteberettigede medier, er helt åbenlyse medier som Altinget og Avisen.dk. Men der er jo mange flere derude, og jeg tror, at det er meget vigtigt, at man fra ministeriets side får øjnene op for de forskelle, der er mellem de digitale medier og trykte medier, i forhold til hvordan de fra naturens hånd er skåret,” siger han og fortæller, at han se frem til, om f.eks. medier med fokus på sport som eksempelvis Bold.dk kan få støtte.

Men uanset fortolkningen tvivler han i lighed med Rasmus Nielsen på, at muligheden for mediestøtte reelt vil betyde en eksplosion af nye projekter. Ifølge ham vil allerede eksisterende initiativer samt mindre hobbyprojekter komme mere frem, men ellers vil initiativer lade vente på sig:

”Det kan godt være, at der nu er kommet mediestøttemuligheder, men annoncefinansieringsmodellen for journalistiske medier er jo virkelig presset. Det betyder, at medier typisk skal være indholdsfinansieret, men det er bare meget svært i en digital kontekst. Derfor tror jeg ikke, at der kommer en eksplosion af nye initiativer, men jeg tror, at vi vil se, adskillige fornuftige projekter, som vi bliver glade for, og det er jo også fint, for vi kommer jo fra stort set ingen innovation til, at der nu begynder at ske noget.”

Kamp om støttekronerne
Oprindeligt skulle innovationspuljen kun have været på 12 mio. kr, men beløbet landede på 20 mio. 

Selv om både Rasmus Nielsen og Christian Peytz gerne havde set, at regeringen var gået endnu videre i deres forsøg på at støtte medieiværksættere i forhold til de store mediehuse, så mener begge, at størrelsen på innovationspuljen er tilpas.

”Jeg synes, at beløbet kommer et godt stykke vej, og så må vi se, hvordan det går i de tre år, som forliget i hvert fald skal vare, og hvor mange af de medier, der får støtte, der ender med at blive varige virksomheder,” siger Rasmus Nielsen, der mener, at beløbet i hvert fald kan støtte mellem 10-25 start-up-virksomheder om året.

”Men jeg tror så, at der nok vil blive kamp om de 20 mio. innovations-kroner, eftersom de etablerede medier også vil kunne søge (til innovation eller økonomisk sanering, red.) . Men så vidt jeg ved, skal nogle af pengene specifikt øremærkes helt nye start-up-virksomheder, og det er der noget sympatisk i, for det har de brug for, og jeg tror også samfundsmæssigt at det er bedre, og at det giver flere varige arbejdspladser.”

Christian Peytz er enig:

”Jeg tror, at beløbet batter fint, og det er ud fra en betragtning om, at mediestøtte er lige som en form doping. Jeg tror, at det er usundt at gå for hurtigt til værks. Så 20 millioner tror jeg er et fint niveau at starte på. Jeg er overbevist om, at beløbet kommer under pres for at skulle blive større, men ikke nødvendigvis fra dag ét.”

Mere statslig udlicitering vil gavne
Foruden de nye støttemuligheder har regeringen også taget andre, bredere initiativer til at hjælpe iværkssætteri. Bl.a. afskaffede Folketinget i december den såkaldte iværksætterskat, der har betydet, at personer, der ejer mindre end 10 pct. af et selskab, får en ekstrabeskatning på deres investering - i nogle tilfælde op til 60-70 pct.

Desuden har erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen foreslået en ny selskabsform, der skal gøre det lettere og billigere at oprette en virksomhed. De såkaldte IVS-selskaber skal kunne stiftes for blot 1 krone, så også fattige idémagere kan føre deres forretningsdrømme ud i livet uden at sætte huset eller bilen på spil.

Men omend initiativerne er sympatiske, så er det ifølge Rasmus Nielsen ikke det, der holder iværksætterlysten tilbage:

”For at være helt ærlig, så tror jeg ikke, at har nogen betydning. Jeg har ikke oplevet, at hverken skatteforhold eller administrativt bøvl har været afgørende for min succes eller ej. Selvfølgelig er det rart, hvis man kan undgå iværksætterskat, og at det bliver nemmere at oprette virksomheder. Men alt i alt så er det jo ret nemt at oprette en virksomhed, og du skal jo heller ikke betale skat, før du præsterer et overskud. Så jeg hælder faktisk ikke til dem, der siger, at vi har et surt erhvervsklima. Tværtimod synes jeg, at vi har et godt grundlag for at starte virksomheder, og med de nye støtteordninger er det da bare at komme i gang,” siger han, men understreger, at der på medieområdet er ting, der kan gøres for at gøde jorden for nye projekter:

”Jeg mener, at det bl.a. ville være godt, hvis man krævede mere udlicitering fra DR, TV2 og TV2-regionerne. Hvis de blev pålagt at købe ikke bare film og tv, men også internetindhold, så ville det da hjælpe. Start-up-virksomheder kunne jo fint levere til de statslige medier, hvad enten de laver journalistik om hestesport, mortorbåde eller kondiløb. Det er da i hvert fald et sted, at ny lovgivning ville hjælpe.”

Finansiering er et større problem
Heller ikke Christian Peytz mener, at regeringsinitiativerne har den store betydning – der hvor iværksætterdrømmene i dag strander, er i banken:

”Det er jo generelt svært at få finansering til nye projekter i dag, og det vil det også være, selv om der er kommet mediestøtte. Der er mange projekter i en digital kontekst, der ikke ser dagens lys for øjeblikket, fordi de ikke kan blive finansieret, så hvis man kunne gøre noget her, vil det gavne meget.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også