Citat-udredning ventes færdig i februar

Kulturministeriet arbejder på en udredning om citatbrugen mellem DR og dagbladene op til de nye public service-forhandlinger. Udformningen er dog stadig uvis.
Thomas Bo Christensen

Et af de seneste måneders hotteste medieemner har været diskussionen om, hvorvidt de statsejede public service-medier står i vejen for dagbladenes forretningsmodeller på nettet, når f.eks. Dr.dk citerer historier fra de kommercielle netaviser.

Diskussionen tog til, da aftaleparterne i efterårets medieforlig, der gav flere midler til DR,  blev enige om, at der skulle udarbejdes en udredning af, hvordan DR og dagbladene bruger hinandens historier.

Afdelingschef i Kulturministeriet, Jesper Hermansen oplyser, at man sammen med DR og Danske Medier er i gang med udredningen, men at man stadig er i en indledende arbejdsfase, hvor tingene kan blive lavet om:

”Det eneste, jeg kan sige, er, at undersøgelsen bliver lavet inden for det muliges kunst, da den jo skal være færdig op til forhandlingerne om nye public service-kontrakt, som forventes at blive startet op i første kvartal,” siger afdelingschefen og tilføjer, at undersøgelsen formentlig er færdig i løbet af februar.

Det er dermed endnu usikkert, hvad udredningen kommer til at indeholde, og hvor omfattende den bliver.

Uklart, hvad den skal bruges til
Både Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen og Venstres Ellen Trane Nørby har bekræftet, at udredningen handler om at få et overblik over, hvordan nyhedsfødekæden ser ud, og hvordan man kan forhindre, at DR svækker de kommercielle vilkår for dagbladene. Men begge partier har været tilbageholdende med at komme med bud på, hvordan udredningen skal bruges.

For nylig fortalte kulturminister Marianne Jelved (R) til MediaWatch, at hun håber, at citatproblematikken kan løses mellem medierne selv, men at hun gerne vil være den, der hiver diskussionen "op på bordet":

”Det vil være det allerbedste, hvis de kan lave en løsning selv. Men jeg vil gerne være katalysator for en dialog, og jeg vil også gerne deltage i den,” sagde kulturministeren. 

- TBC

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også