Berlingske ommøblerer i weekenden

Mere erhvervsstof, tungere politisk stof og et spritnyt bogtillæg. Berlingske vil opgradere journalistikken og første skridt betyder omlægning af weekendens aviser.

I denne weekend tager Berlingske hul på en udviklingsplan, der skal øge den journalistiske kvalitet på print og online. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Første skridt er en omlægning af weekendens aviser, og det betyder, at den politiske sektion Politiko holder flyttedag fra mandag til lørdag. Sektionen fusioneres samtidig med den nuværende lørdagsdebat og bliver til et 20 siders politik og debat-magasin.Samtidig introduceres et nyt fast bogtillæg i lørdagsavisen.

Mere business
Erhvervsstoffet opprioriteres både lørdag og søndag - lørdag med øget fokus på privatøkonomi, mens søndagsudgaven får fokus på ledelse og karriere og ugens store baggrundshistorie.

Søndagsavisens Magasin Søndag får et tungere samfundsorienteret indhold med mere politik, viden, etik og værdidebatter - og sektionerne MS og Bilen skifter ham udseendemæssigt og indholdsmæssigt, skriver Berlingske.

“Vi tror på fremtiden for det professionelle kvalitetsmedie. Det kræver, at vi anstreger os for, at journalistikken ikke falder i søvn i en rutine og i en berøringsangst for at tage ansvar, som jeg synes, det sker mange steder i mediemøllen,” siger ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Lisbeth Knudsen, i meddelelsen.

Næste skridt
Som et led i udviklingen indfører Berlingske samtidig “varedeklaration” på nogle af de større artikler, som MediaWatch tidligere har beskrevet. Her vil det fremgå, hvilke kilder der er blevet anvendt, eller hvad der er historien bag historien.

Næste skridt i Berlingskes strategi bliver medio februar en omfattende fornyelse af indholdet på B.dk og Business.dk samt Berlingske tablet-tilbud.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også