Børsen i sparerunde: Reducerer med fem årsværk

Udsigterne til et udfordrende 2013 får Børsen til at reducere medarbejderstaben med fem og finde yderligere besparelser.
Thomas Bo Christensen

Børsen tog i går konsekvenserne af det, der tegner til et udfordrende 2013, og fyrede tre medarbejdere. Samtidig vil avisen ikke genbesætte to stillinger efter en opsigelse og en, der går på pension.

”Vi har set på vores budget for 2013, og vi synes ikke, at det var tilfredsstillende, og så skal man jo i god tid reducere omkostningerne. Derfor har vi lavet en mindre sparerunde, hvor vi reducerer bemandingen i huset med fem årsværk,” lyder det fra den øverste chef Anders Krab-Johansen, der ikke vil sætte beløb på sparerunden.

De fem stillinger omhandler en layouter, to i arkivet, en i økonomifunktionen og endelig en i Forum og Academy-afdelingen.

Anders Krab-Johansen vil senere i dag informere medarbejderne om sparerunden, der også betyder andre besparelser, men som han betegner som ”småtteri”.

Han fortæller, at sparerunden hænger sammen med manglende annonceomsætning.

Hvilke forventninger har du til annonceudviklingen for 2013?
”Bare jeg kunne sige det. Det er jo nok usikkerheden omkring annoncemarkedet, som er det vigtigste usikkerhedsparameter, vi arbejder med. Vi forventer ikke nogen stor vækst i 2013, men forventer nogenlunde samme situation som i 2012, men det kan jo vise sig at være optimistisk.”

Nødvendig korrigering
Netop udfordringer på annoncemarkedet var også begrundelsen for, at Børsen – som mange andre aviser - i sommeren 2012 lancerede en spareplan, der bl.a. indebar et ansættelsesstop resten af året og en omlægning af avisen.

Ifølge Anders Krab-Johansen er den netop søsatte sparerunde en mindre korrigering, som er nødvendig, men det betyder ikke, at der ikke også er udvikling i mediehuset:

”Jeg tror, at man skal kravle ud af den forestilling om, at man kan lave en engangsmodel for, hvordan Børsen skal se ud. Vi har brug for både at udvikle områder, hvor der skal ansættes folk, udvikles nye kompetencer og bruges penge, men vi har også brug for at reducere omkostninger. Derfor er det en løbende udvikling. Desuden er der jo det ved kontrakter, at der er meget lange frister på at lave omstillinger, så vi prøver at gøre det så gelinde og så lidt skadeligt som muligt over for de folk, som det implicerer. Men man er nødt til at rette til løbende.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også