Berlingske tager læserne med bag om historierne

Berlingske vil øge troværdigheden ved at lave baggrundsbokse, der fortæller, hvordan artiklerne er blevet til. Mere gennemsigtighed er nødvendigt, forklarer chefredaktør.
Thomas Bo Christensen

Mediernes troværdighed er under pres. Igen og igen bliver de journalistiske arbejdsmetoder genstand for diskussion, og hvis man vil gå den problematik i møde, er der behov for mere gennemsigtighed i journalisternes arbejde.

Det fortæller Jens Grund, chefredaktør på Berlingske, som i løbet af februar lancerer et nyt koncept, der skal give læserne mere indsigt i, hvordan artiklerne i avisen er blevet til.

”Vi gør det, fordi vi i medierne i stigende grad bliver udfordret på vores troværdighed. Vi bliver udfordret på, at vi ukritisk videregiver pressemeddelelser, uden at vi selv har bearbejdet dem, og at der er en hær af spindoktorer og pr-folk, der gerne vil sælge et bestemt budskab. Derfor har vi besluttet, at vi på dagens fire-fem største historier vil sætte en varedeklaration på og vise, hvordan vi egentlig har lavet historien med det formål at skabe gennemsigtighed,” lyder det fra Jens Grund.

Vil ikke afsløre kilder
Der bliver tale en boks, der efterfølger de pågældende artikler, og som får titlen ”Bag om historien”. Boksen vil ifølge Jens Grund eksempelvis fortælle om, hvordan historien er landet på journalistens bord, og hvilke kilder journalisten har brugt.

”Det er klart, at vi ikke går ind og afslører kilder, hvis der er tale om en fortrolighed omkring det. Men det kan godt være, at en god historie er kommet som en spin-historie eller pressemeddelelse. Så kan det være, at vi skriver, at historien begyndte som en pressemeddelelse, men at vi selv har arbejdet videre med den. Eller det kan også være, at vi skriver, at der var bestemte personer, vi gerne ville have haft fat på, men at det ikke lykkedes. Det er et forsøg på at være så åbne som muligt,” fortæller Jens Grund, der også giver et andet eksempel:

”Nogle gang dynger vi en historie til med citater for at vise, at vi har været hele vejen rundt om en historie. Det er ikke sikkert, at vi gør det fremover, men at vi i stedet til sidst bare skriver, hvilke kilder historien bygger på,” lyder det fra Jens Grund, der nævner britiske magasiner som inspiration til det nye koncept, men som fortæller, at selve boks-konceptet er Berlingskes eget.

Det kan lyde meget omfangsrigt med alle de journalistiske overvejelser - kan det ikke ende med at blive en meget stor boks?
””Bag om historie”-boksen ikke skal fylde mere end selve historien. Det skal selvfølgelig være en kort form, vi skriver det i, men vi har ikke lavet et fast koncept, så vi må i begyndelsen prøve os lidt frem i forhold til, hvad der virker, og hvad der ikke virker.”

Kan der ikke være en risiko for, at det kan give bagslag for jer, hvis læserne eksempelvis undrer sig over, at I ikke har hørt en bestemt kilde?
”Hvis man skaber mere gennemsigtighed, så risikerer man selvfølgelig også at udsætte sig selv for kritik. Men jeg tror ikke, at det vil give bagslag. Jeg tror, at folk vil se det som et tegn på øget troværdighed og ikke mindre.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også