Global: Bonnier skifter ud på chefgangen i USA

Topchefen for Bonnier i USA træder tilbage, New York Times indfører nyt korrektionssystem på nettet, og Ebays mobil-evner booster forventninger til regnskab...
Thomas Bo Christensen

Bonnier får ny chef i USA
Bonniers amerikanske afdeling - Bonnier Corp - har fået ny topchef, efter at den hidtidige boss, Terry Snow, har valgt at træde tilbage, skriver bl.a. Adweek. I stedet bliver det nu Dave Freygang (billedet), der hidtil har været CFO, der skal stå i spidsen for selskabet, der bygger på Bonniers køb i 2007 af World Publications samt 18 udgivelser fra Time Inc. Terry Snow forlader dog ikke endegyldigt Bonnier, eftersom han stadig skal sidde i bestyrelsen for Bonnier Corp. Chefskiftet sker samtidig med, at selskabet lukkede det tredje, underskudsgivende magasin inden for et år. Den amerikanske division af Bonnier har over 1.000 ansatte, årlige indtægter for mere end 350 millioner dollar og rangerer blandt de ti største udgiverselskaber i USA.

NYT laver nyt korrektionsskema
Det skal være lettere for brugerne at gøre opmærksom på fejl i artikler på New York Times´netavis, og derfor lancerer avisen snart et helt nyt korrektionssystem. Journalism.co.uk skriver, at hvor opmærksomme læsere hidtil har måttet sende emails til avisen for at gøre opmærksom på fejl, så bliver der fremover tale om en elektronisk korrektionsformular på sitet. Den endelig form er endnu ikke fundet, og den ansvarlige New York Times-redaktør Greg Brock håber på, at avisen med tiden vil få en nem ”Ret fejl”-knap på sitet.

Store mobil-forvetninger til Ebay
Ifølge Wired er der store forventninger til det regnskab, som den amerikanske e-handelsgigant Ebay snart fremlægger. For selv om de generelle forventninger til e-handelsmarkedet formentlig bliver lavere end ventet, så mener flere analytikere, at Ebay vil skille sig positivt ud og højst sandsynligt ramme fire milliarder dollar i kvartalsindtjening for første gang nogensinde. Det er især på mobil-markedet, at Ebay står stærkt - hvert tredje køb på Ebay sker via mobil - hvilket ifølge analytikere bør gøre den store konkurrent Amazon bekymret.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også