Læsertal: JP i søndagsoverhaling

Mere end hver 10. søndagsavislæser faldt fra i de tre sidste måneder af 2012, hvor Jyllands-Posten gik forbi Politiken med få tusinde læsere.

Afslutningen på 2012 lovede ikke bedring for søndagsavislæsningen. Ifølge aktualitetstallene fra Gallup droppede læsertallene i 4. kvartal 12 pct. i snit for de 10 betalte søndagsaviser samt den gratis ugeavis Søndagsavisen, som MediaWatch medregner i gruppen af søndagsaviser lige som Weekendavisen - selvom begge udkommer fredag. I samme periode faldt hverdagsaviserne omkring 10 pct. i antal læsere.

Jyllands-Posten sluttede sidste kvartal i 2012 af som den mest læste søndagsavis blandt de betalte dagblade - foran Politiken, der ellers har sat sig godt til rette i førersædet om søndagen i 2012. De to aviser ligger tæt alle tre måneder, men i november ramte Politiken årets laveste læsertal med 414.000 læsere. Det har gjort udslaget i gennemsnittet for de tre måneder, selvom Jyllands-Posten har tabt seks pct. flere læsere end Politiken i perioden.

Århus Stiftstidendes søndagsudgave har gennem hele 2012 hørt til de titler, der havde mest fart på nedad i læserstatistikken. Det ændrede sig ikke i årets sidste kvartal, hvor hver fjerde læser fald fra. Det kan undre i lyset af, at Århus Stiftstidende på hverdage rundede året af med en stigning i læsertallet. Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra chefredaktør Dorthe Carlsen til baggrunden.

- LR 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også