Det var efter sigende en vandretur på Vrads Hede ved Silkeborg, der for alvor satte gang i en af de største ommøbleringer af det danske medielandskab i nyere tid.

På heden den junidag i 2002 gik Jyllands-Postens daværende chefredaktør og adm. direktør Jørgen Ejbøl og Politiken Hus adm. direktør Lars Munch. Det uformelle møde, der også inkluderede kaffe og parisertoast ifølge hovedpersonerne selv, blev et startskud på det overraskende ægteskab mellem jydepotten fra Viby og storbysnobben på Rådhuspladsen, der blev en realitet et halvt år senere. 

"Vi syntes, at ideen om en fusion var fantastisk god, og jeg havde til sidst fornemmelsen af, at det ville blive til noget. Men vi var da også godt klar over, at andre kunne mene, at vi var gået fra forstanden," sagde Lars Munch d. 30. september til Jyllands-Posten om den indledende date med Jyllands-Postens overhoved.

B.T. smed bomben
De formelle forhandlinger mellem de to bladhuse gik i gang efterfølgende, men de forblev ikke hemmelige længe. D. 23. september smed B.T. bomben: "Danske bladhuse i fusion", og i dagene efter flød det over med artikler om det forestående ægteskab, der ville skabe et mediehus med en omsætning på omkring 2,6 mia. kr. og koncentrere konkurrencen blandt morgenaviserne i to frem for tre huse - JP/Politiken over for Det Berlingske Officin i Pilestræde. 

Herfra var meldingen høfligt positiv. Daværende koncernchef Joachim Malling kaldte fusionen "et positivt bidrag til en sundere struktur i dagbladsbranchen", og chefredaktør for Berlingske Tidende Karsten Madsen istemte i avisen:

"Det er godt tænkt og godt handlet. De tre landsdækkende dagblade den nye fusion skal udgive (Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet) har mildest talt hver sin profil, hver sit publikum og hver sin journalistiske tradition. Forestille sig en journalistisk synergi er næsten umulig."

Redning eller oprustning
Ledelserne fik travlt med at informere de paf medarbejdere i Jylland og København og samtidig sende de "rigtige" signaler udadtil om fusionen, der af mange blev tolket som en defensivt træk. En tvivlsom redningsplanke for en dagbladsindustri med faldende oplag - og en mulig deroute for den journalistiske mangfoldighed.

"Set ud fra et demokratisk synspunkt er en fusion mellem Jyllands-Posten og Politiken en overordentlig dårlig idé. Hvis man kigger på dansk dagspresses historie igennem de seneste 30 år, har man set massevis af såkaldte tekniske samarbejder mellem forskellige aviser. Og alle steder er det på længere sigt også endt med en redaktionel fusion," sagde medieforsker Michael Bruun Andersen fra RUC til Politiken d. 24. september og spåede, at Jyllands-Posten og Politiken ville blive til én og samme avis inden for 10-15 år.

Farligere ikke at handle
Daværende professor ved Syddansk Universitet Anker Brink Lund var anderledes positiv, og så det som muligheden for at bevare fondsejerskabet af aviserne frem for f.eks. at skulle gå på børsen for at hente kapital:

"I forvejen er Politiken og Ekstra Bladet i samme hus, og ingen kan beskylde dem for at tage journalistiske hensyn til hinanden. På samme måde vil man også bevare de journalistiske skotter mellem Jyllands-Posten og Politiken. Faren er større ved ikke at handle og blot fortsætte med at æde fondskapitalen op. Nu prøver de to bladhuse at blive en stærk spiller for eksempel i forhold til sammen at købe TV 2."

Den mulige privatisering af TV 2 var et konkret argument for sammensmeltningen af de to huse. Det handlede om at vokse for at kunne vokse - og have styrken til at byde på f.eks. TV 2 - og om at imødegå en markedsudvikling, hvor det at være nummer to eller tre i markedet blev mindre og mindre "trygt". Fremtiden tilhørte markedslederne, og størrelse blev i sig selv et mere og mere afgørende konkurrenceparameter.

Styrken i forskellen
TV 2-salget blev som bekendt ikke til noget, men det gjorde fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus, der trådte i kraft 1. januar 2003.

Jørgen Ejbøl takkede af som chef for Jyllands-Posten for at sætte sig i formandsstolen i bestyrelsen for det fusionerede selskab, mens Lars Munch blev adm. direktør - som fordelingen har været siden. Avisernes redaktionelle uafhængighed blev stadfæstet ved at lægge ansvaret for titlernes redaktionelle linje og ledelse (valget af chefredaktør) i henholdsvis Jyllands-Postens Fond og i Politiken Fonden, hvis holdingselskaber hver især ejer 50 pct. af JP/Politikens Hus A/S. 

Det handlede ikke kun om publicisme - også ud fra et forretningsmæssigt synspunkt lå styrken i forskellen.

"Jeg synes selv, det er en god løsning at fusionere bladene, og jeg har i mange år ment, atJyllands-Posten var den ideelle partner for os, fordi vi er så forskellige. Og det er klart, at der ikke er nogen forretningsmæssig mening i at udgive aviser, der er ens. Der er også en forretningsmæssig ide i at bladene beholder hver sin profil," lød det fra bestyrelsesformand for A/S Politiken Holger Lavesen i Politiken d. 24. 9. 2002.

"Taktisk triumf"
Hver sin profil har aviserne stadig efter de første 10 års ægteskab. Mediehusets barndom har været præget af dyre gratiskrige - både på grund af gratisaviskrigen og de store investeringer, huset har taget i at opbygge en dominerende position på de digitale kanaler, hvor forretningen stadig er langt fra at løbe rundt.

Med en egenkapital på 1 mia. kr. er ægteskabet imidlertid mere velpolstret end nogensinde, og målet om at blive markedsleder utvivlsom nået i løbet af de 10 år.

Fra at rumme nummer et og tre på dagbladsmarkedet ved fusionen, med Berlingske Tidende som nummer to, er Politiken og Jyllands-Posten i dag både etter og toer. Udviklingen har samtidig haft det twist, at Politiken i løbet af perioden har overhalet Jyllands-Posten som landets største dagblad - i sig selv udtryk for, at den fælles ejerstruktur ikke satte konkurrencen mellem dagbladene ud af spil.

Ude over barndomsårene har de to bladhuse vist sig at være et mindre umage par, end mange troede, og sammensmeltningen også efter 10 år en "taktisk triumf", som det hed på erhvervssiderne i Berlingske Tidende d. 24. september 2002 i omtalen af den nye konkurrents fødsel.

- LR