EL vil bremse øget avis-afgift
Da regeringen i går præsenterede sit udspil til en ny finanslov, indeholdt planen en stigning i den såkaldte lønsumsafgift for aviser, foreninger m.m.
Finanslovsforslaget lægger op til, at avisernes afgift af bladsalget hæves med 0,98 procent, hvilket betyder, at bladsalgsafgiften, der i dag er på 2,5 pct., vil stige til 3,48 pct. - et tiltag, der vil give staten et ekstra indskud på cirka 40 mio. kr. årligt.
Men står det til Enhedslisten, så bliver det ikke til noget. Partiets finansordfører Frank Aaen siger i dag til Berlingske, at det burde være bankerne - der i det fremlagte finanslovsforslag går fri af en øget lønsumsafgift – som burde skyde flere penge i statskassen:
”Det er igen det forkerte sted, man reducerer for at skaffe penge. Man skal se derhen, hvor pengene er flest, og det er hos bankerne, ” lyder det fra Frank Aaen, som i stedet foreslår, at man indfører en skat på aktiehandel.
I forvejen rammes mange dagblade af en reklameafgift på tryksager, som træder i kraft fra årsskiftet og indbringer staten 440 mio. kroner.
Formanden for Danske Dagblades Forening og ansvarshavende chefredaktør på Skive Dagblad, Ole Dall, siger desuden til Berlingske, at dagbladene med en forhøjelse af afgiften får en ”knytnæve i hovedet”.
- TBC