DDF til minister: Fingrene væk fra Dyremose-oplæg

Danske Dagblades Forening er ikke tilhænger af de ændringer af Dyremose-rapportens oplæg, som regeringen foreslår i sit mediestøtteudspil.
Thomas Bo Christensen

I går kunne MediaWatch fortælle, hvordan regeringens seneste udspil til en ny mediestøtteordning så ud. Som det også fremgår af det notat, som MediaWatch er i besiddelse af, så bygger Marianne Jelveds udspil "i det væsentligste" på Dyremose-rapporten fra 2011 - men der er også væsentlige ændringer, og de falder ikke i god jord hos Danske Dagblades Forening:

”Det er svært at udtale sig præcist om konsekvenserne, når vi ikke kender alle tallene, men vi mener, at det er Dyremose-rapporten, der skal grundlaget for en ny ordning, og vi er ikke tilhænger af ændringer,” lyder det fra formand i foreningen, Ole Dall, der til daglig er chefredaktør på Skive Folkeblad.

Regeringens væsentlige ændringer
Regeringen har i udspillet f.eks. ikke valgt at følge rapportens anbefalinger i forhold til videreførelsen af supplementspuljen til små lokalt forankrede dagblade, hvor hovedparten af det redaktionelle stof udgøres af omtale af lokale forhold og lokal debat, samt dagbladslignende publikationer.

Desuden ændres lofterne for støtte således, at hvor Dyremose-rapporten anbefalede et titelloft på 20 millioner kroner, er det sat ned til 17,5 millioner kroner, mens man samtidig har udeladt et koncern/udgiverloft på 20 procent af puljen.

Ændringerne omfatter, som tidligere beskrevet, også en afvikling af Bladpuljen til de ideelle foreningsblade, som tidligere kulturminister Uffe Elbæk ville kompensere dagbladene med i forhold til den øgede lønsumsafgift, som regeringen blev enige med Enhedslisten om i forbindelse med finanslovsaftalen.

Dertil kommer afgifter...
Men ifølge Ole Dall er der ikke tale om ”noget, der ligner en reel kompensation”. Samtidig peger han på, at der foruden lønsumsafgiften også skyller yderligere afgifter og regler ud til dagbladene, som vil presse dem yderligere. Det gælder den netop vedtagede reklameafgift, ændringen af reglerne for medieannoncering af tvangsauktioner og en ny arbejdsskadeafgift.

”Politikerne bliver simpelthen nødt til at se hinanden i øjnene og indse, at afgifterne ændrer dramatisk ved dagbladenes økonomiske vilkår. Der er tale om regninger, der løber op i nærheden af 150 millioner kroner og rammer os massivt. Det er man nødt til at tænke ind i situationen omkring mediestøtten, for ellers får det alvorlige konsekvenser for beskæftigelsen og vil true dagbladene i det hele taget.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også