Morsø Folkeblads fremtid afgøres i aften

Senere i dag stemmer Morsø Folkeblads ejere, om de skal sige ja til købstilbuddet fra Nordjyske Stiftstidende på 16 mio. kr.

Det Ottekantede Forsamlingshus på Mors danner i aften ramme om den afstemning, der afgør om landets næstmindste avis, Morsø Folkeblad, fortsætter som selvstændigt dagblad i det nye år eller per 1. januar bliver en del af Nordjyske Medier.

Tilbuddet fra Nordjyske Medier er på 16 mio. kr. Det svarer til knap halvdelen avisens omsætning på 33 mio. kr., eller ca. 3500 kr. for hver af de 4500 folkeaktier. 

Bestyrelsesformand Ejnar Clausen forventer omkring 100 deltagere ved aftenens generalforsamling, der begynder kl. 19.

"Stemningen er trykket, for vi er kede af, at vi ikke længere kan være selvstændige. Det har vi været i 135 år. Men vi tror også, at tiden er til, at vi skal lave tingene om, hvis vi også skal have en avis fremover," siger Ejnar Clausen, der vurderer, at stemningen blandt aktionærerne hælder mod et ja.

"Nu har der været fri debat i spalterne i en måned, og der har faktisk ikke været nogen dicideret kritiske røster," siger Ejnar Clausen, der uddyber, at prisen fra Nordjyske også er pæn i forhold til, hvad folkeaktierne har været nede i.

Stemmer aktionærerne ja er Morsø Folkeblad per 1. januar en del af Nordjyske Medier. Som en del af købsaftalen er abonnenterne sikret, at der ikke ændres væsentligt ved avisen de næste to år - f.eks. i forhold til pris, udseeende og ledelse. Den sikring er et væsentligt argument for et ja.

"Med den vinkel regeringen tager over for den skrevne presse, så bliver det heller ikke nemt for de store. Det digitale får lov til at få bedre kår, og vi får dårligere kår. Jeg tror, det bliver en skidt ting at gå den vej, for det skrevne har altid været en god ting. Jeg ved godt, at man kan læse avis på en Ipad, men det er ikke på samme rolige måde som at sidde med en avis," siger Ejnar Clausen.

"Vi mener, at vi på den her måde sikrer en længere udgivelse på papir," siger Ejnar Clausen.

Hvad sker der, hvis det bliver et nej i aften?

"Så har vi en plan B., men den vil jeg ikke sige noget om. Vi tager en ting ad gangen."

De største aktionærer i Morsø Folkeblad tæller avisens adm. direktør Kim Sangild og Den Lokale Erhvervsfremmefond, der ifølge 2011-regnskabet også ejer mere end fem pct.

Oprindeligt ejede Fjordbank Mors 30 pct. af avisen, den aktiepost blev i forbindelse med bankes konkurs sidste år overdraget til Kim Sangild. Ifølge selskabets vedtægter har ingen aktionærer stemmeret for mere end 25 aktier.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også