Læsertal: Avisernes op- og nedtur det seneste halve år

Weekendavisen større end Ekstra Bladet, Politiken lægger afstand til Metroxpress, og Berlingske overhaler BT om søndagen … Tjek læserudviklingen i 2. og 3. kvartal her.

Søndagsaviserne må fortsat give grund til flest grå hår i hovedet på direktionsgangene i landets dagbladshuse, viser de nye læsertal fra Gallup for 2. og 3. kvartal.

Det er om søndagen, at læserne især falder fra - og lige som tendensen var i 1. halvår er det gået hårdest ud over titler som BT, der med tab på godt 16 pct. i 2. og 3. kvartal må se sig overhalet af Berlingskes søndagsudgave. 

Langt bedre ser det ud for BT på hverdage, hvor faldet har været mindre end 5 pct. Selvom avisen i kortere perioder har haft flere læsere end Ekstra Bladet, holder Ekstra Bladet førstepladsen set over 1. halvår og 2. og 3. kvartal i år. Til gengæld er faldet for Ekstra Bladet stort nok til, at Weekend Avisen er blevet læst mere i 2. og 3. kvartal.

Blandt nicheaviserne har Information haft fremgang, mens den gode kurve for Kristeligt Dagblad er knækket det seneste halve år - med et fald på 10 pct.

For gratisaviserne tegner udviklingen i tallene dyster. Arbejdet med at hæve læsertallet markant, så Metroxpress bliver en klar nummer et igen - som de nye schweiziske ejere ønsker, er blevet en langt større udfordring det seneste år, hvor Metroxpress har måttet afgive titlen som landets mest læste avis til Politiken. 

Faldet blandt de betalte landsdækkende dagblade er maksimalt 12 pct. i 2. og 3. kvartal, og det må alt andet lige være gode nyheder for udgiverne - ikke mindst fordi det bekræfter tendensen fra 1. halvår. Læserfaldet er langt fra bremset på papir, og det er der næppe nogen, der forestiller sig vil ske, men faldet synes i det mindste stabiliseret.

Blandt de regionale dagblade er udviklingen også stabil for mange titler - mest træls er tallene for Århus Stiftstidende, som hver femte læser har droppet både på hverdage og søndage.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også