Global: Murdoch lukker The Daily

Rupert Murdoch ændrer markant i medieimperiets ledelse, samtidig lukker han The Daily, og endelig lever britisk annoncemarked på print ikke op til 2012-forventningerne...
Thomas Bo Christensen

Stor omrokering hos News Corp.
News Corp. har i dag meldt en række ledelsesændringer ud. Den opsplitning af selskabet mellem de plagede printudgivelser og de lukrative tv-aktiviteter, som der længe har været talt om, kommer til at medføre en række af nyudnævnelser og vigtigst af dem, at chefredaktør på Wall Street Journal, Robert Thomson, skal stå i spidsen for News Corp.´s printdel. Samtidig fratræder Tom Mockridge som øverste chef for News International, der har stået for de britiske avisudgivelser som The Times og The Sun. Rupert Murdoch vil stadig have greb om både print- og tvselskabet efter opdelingen, eftersom han vil fungere som bestyrelsesformand begge steder, ligesom han ifølge The Telegraph selv vil stå som øverste chef for tv-selskabet, der bl.a. tæller Fox og BSkyB. Se alle ledelsesændring her.

...og The Daily dør efter to år 
Sammen med ledelsesændringerne har Rupert Murdoch også meldt, at han per d. 12. december lukker ipadavisen The Daily. ”Desværre er vores oplevelse, at vi ikke kunne finde et stort nok publikum hurtigt nok til at overbevise os, at forretningsmodellen er holdbar på den lange bane,” lyder det fra koncernen ifølge PaidContent. The Daily blev lanceret i februar 2011, men har oplevet flere fyringsrunder. Ifølge koncernen vil brandet The Daily leve videre på andre kanaler, men det er ikke offentgjort hvordan.

Britisk annoncemarked lever ikke op til forventninger
Selv om 2012 har budt på enorme begivenheder som OL i London og EM i fodbold, så har det britiske annoncemarked for printmedier ikke indfriet forventningerne, skriver The Guardian. Avisen fortæller, at ifølge mediebureauet ZenithOptimedia så vil annoncørerne bruge omkring 250 millioner pund – eller ca. 2,3 milliarder kroner – mindre på annoncer i britiske aviser i år, end hvad bureauet forudså ved udgangen af 2011.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også