Sjællandske: Fusion næste naturlige skridt

Med fusionen med Medieselskabet Nordvestsjælland nærmer Sjællandske Medier sig fuld dækning af området uden for Storkøbenhavn.

I 2008 fusionerede Sjællandske Medier med Frederiksborg Amts Avis og Dagbladet. I år har selskabet taget yderligere to skridt mod fuld dækning og dominans på det sjællandske regionalavismarked (som Fynske Medier f.eks. også har sikret sig på Fyn med sammenfletningen af Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis).

Sidste efterår overtog Sjællandske Medier fire midtsjællandske ugeaviser fra Berlingske Medier, og i dag kom meddelelsen om, at Medieselskabet Nordvestsjælland bliver en del af Sjællandske Medier.

"Det er et naturligt skridt at tage. Rent geografisk komplementerer vi hinanden, vi er ikke konkurrenter og med fusionen dækker vi området uden for Storkøbenhavn effektivt," siger Torben Dalby Larsen, chefredaktør og adm. direktør i Sjællandske Medier, der uddyber, at fusionen har været undervejs i nogle uger og altså blev endeligt besluttet i medieselskabernes bestyrelser i går.

Med fusionen føjer Sjællandske Medier et dagblad, fem ugeaviser, netavisen Nordvestnyt.dk, et distributionsselskab samt rotationstrykkeriet Trykkeriet til aktiviteterne. Hvor meget der vil blive ført videre i den nuværende form er ikke meldt ud. De mest åbenlyse rationaliseringsgevinster ligger i de administrative og tekniske fællesfunktioner, som Sjællandske Medier har samlet i hovedsædet i Ringsted.

"Der er givet muligheder i stordrift, alle de bagvedliggende funktioner bliver kørt sammen i samme organisation," siger Torben Dalby Larsen.

Fra Ringsted drives også den fælles regionale netavis Sn.dk, som det er let at forestille sig, at Nordvestnyt.dk indlemmes i med fusionen. 

Hvor mange af Norvestsjællandskes cirka 150 ansatte, der bliver en del af det nye, udvidede Sjællandske Medier, ønsker Torben Dalby Larsen ikke at kommentere på.

"Jeg skal op og møde dem nu, så det vil jeg ikke sige noget til dig om endnu," siger han.

Mogens Flyvholm, der hidtil har været adm. direktør og chefredaktør i Nordvestsjælland, bliver chefredaktør for de redaktionelle aktiviteter i Nordvestsjælland - i tråd med strukturen i Sjællandske Medier i øvrigt, der i forvejen tæller tre chefredaktører for hver deres stykke af Sjælland, og som alle refererer til Torben Dalby Larsen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også