Berlingske beklager dobbeltrolle-bommert

Søndag bragte Berlingske tre opslag om Trygfonden. Teksten var skrevet af en tidligere Berlingske-journalist, der nu arbejder for Trygfonden.

 "Hjertet på rette sted - Danskerne vil gøre en forskel". Sådan lød rubrikken påen tre opslag lang artikel om frivillige projekter støttet af Trygfonden i Berlingskes søndagstillæg Magasin.

Opslagene er stykket sammen af korte tekster og fotos fra 11 "ikonprojekter". Vignetten indledes "Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig..." og afsluttes: "I de følgende fortællinger lyder der et stilfærdigt tak fra ghettoen, ældrecaféen, sygesengen på hospice, ungdomsklubben og alle andre steder, hvor nogen har gjort noget (...)".

Nyhedskrogen er en fotoudstilling, som Trygfonden har lavet.  

Teksterne i Magasin er skrevet af journalist Christian Nørr. Han har tidligere, gennem seks år, arbejdet for Berlingske. Men nu arbejder han som dokumentarist for Trygfonden. Hans job er at formidle historier om fondens donationer. 

Berlingske beklager selv dobbeltrollen. I mandagens avis skriver Berlingske, at "Denne sammenhæng - og det faktum - at den ikke blev klart varedeklareret over for læserne - er ikke i overensstemmelse med Berlingskes etiske principper."

Listbeh Knudsen kalder det en redaktionel fejl. 

"Det er en fejldisposition, der er ikke så meget andet i det," siger hun til MediaWatch.

I skriver i beklagelsen, at artiklen ikke er korrekt "varedeklareret", men ville det have været i orden at bruge Trygfondens egen medarbejder, hvis man bare skrev det i artiklen?

"Vi har ikke noget imod at skrive om Trygfondens projekter, men i det omfang, at det er Trygfondens egen dokumentarist, der står bag teksten, så skulle der have stået, hvor den kom fra," siger Lisbeth Knudsen.

Men bare for at forstå det helt: Ville det så have været ok at bruge Trygfondens egen tekst i avisen, hvis man bare skriver, hvor den kommer fra?

"Vi har beklaget i dagens avis. Der er ikke så meget at sige om den sag. Jeg betragter det som en bommert," siger Listbeth Knudsen. 

Har Trygfondens dokumentartist fået freelancebetaling for teksterne, eller er de leveret gratis?

"Det har jeg ikke undersøgt"

Opdatering:
MediaWatch har interviewet Trygfondens dokumentarist Christian Nørr. Han fortæller, at der ikke har været penge indblandet, og at Trygfonden har stillet materiale til rådighed gratis. 
Læs artiklen her.

- JHT



 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også