Mediestøtte: EU kan stoppe ejerskabskriterium

Ifølge professor Frands Mortensen kan det blive vanskeligt for regeringen at få godkendt mediestøtte-forslaget om et ejerskabskriterium i EU.
Thomas Bo Christensen

En af de store tvister i de igangværende mediestøtteforhandlinger er spørgsmålet om, hvorvidt der skal indføres et ejerskabskriterium, der udelukker visse medier fra at få støtte.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har i sit udspil lagt op til, at medier, der er ejet mere end to tredjedele af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorganisationer, ikke kan få støtte. Men ifølge medieprofessor på Århus Universitet, Frands Mortensen, så kan det gå hen og blive en vanskelig affære for regeringen at få en sådan bestemmelse igennem i EU:

”Jeg vil umiddelbart sige, at ejerskabskriteriet bliver svært at køre hjem. For de kriterier, man opstiller, skal på en eller anden måde hænge sammen med formålet. Og hvis formålet er at fremme demokratisk debat, så har jeg lidt svært ved at se, hvorfor man så skulle udelukke nogle bestemte ejerskabskonstruktioner,” lyder det fra Frands Mortensen.

Kræver ualmindeligt god begrundelse
Ifølge medieprofessoren kan regeringen godt udelukke offentlige institutioner og lign. fra at få del i statens støttekroner – som f.eks. Kommuner Landsforening, der fremover ikke vil kunne få støtte til magasinet Danske Kommuner.

”Men alle andre skal frit have lov til at søge støttepengene og få dem. Der må ikke være nogen diskriminationer. Eller rettere sagt: Skal der være diskriminationer, skal det være nogle, der kan begrundes ualmindeligt stærkt i forhold til formålet med ordningen, og det har jeg svært ved at se her,” fortæller professoren.

Politikerne bør tænke sig om
Frands Mortensens vurdering falder ikke overraskende i god jord hos Mediehuset Ingeniøren, som er det medie, der står til at blive hårdest ramt af et eventuelt ejerskabskriterium.

”Jeg er bekendt med det forhold, at EU skal godkende en ny ordning, så derfor skal politikerne naturligvis være opmærksomme på, hvordan de laver ændringerne, hvis det skal gå igennem i EU,” lyder det fra adm. direktør og chefredaktør på Ingenirøen, Arne R. Steinmark, der fortæller, at han, siden han blev bekendt med regeringens udspil, har været i kontakt med partiernes medieordførere for at argumentere Ingeniørens sag.

Oplever politisk villighed
”Vi har talt med medieordførerne, og jeg må med tilfredshed notere mig, at der er respekt om det, vi laver. Der er jo mange hensyn, der skal tilgodeses, men jeg oplever, at medieordfører er bekendt med, at vi har en helt særegen position.”

Har I fået tilkendegivelser på, at der er medieordførere, der vil tale jeres sag?

”Vi har ikke fået nogen tilkendegivelser om, hvorvidt de vil kæmpe i forhold til ejerskabskriteriet. Men jeg oplever, at der er en villighed og opmærksomhed på, at man ikke er interesseret i at skabe vanskeligere vilkår for Ingeniøren.”.

- TBC 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også