FOA-formand og Berlingske i ny fejde

Efter en ophedet konflikt i foråret er FOA´s formand Dennis Kristensen og Berlingske igen røget i totterne på hinanden.
Thomas Bo Christensen

I maj gik bølgerne højt mellem FOA-formanden Dennis Kristensen og Berlingskes topchef Lisbeth Knudsen, hvor fagforeningsbossen beskyldte avisen for kampagnejournalistik og samtidig lagde sine svar til Berlingske-journalisterne ud på Facebook, inden avisen var trykt. 

Og nu er Dennis Kristensen så igen raget uklar med avisen.

Sagen handler om, at Berlingske i dag på forsiden kan fortælle, at der ifølge avisens oplysninger foregår et personopgør i bestyrelsen i pensionskassen Pensam Liv, hvor Dennis Kristensen er næstformand. Avisen erfarer, at der er åben krig mellem ham og formanden Thor Grønlykke (S), som FOA-repræsentanterne i bestyrelsen ikke har tillid til.

Dennis Kristensen er på ferie i Sydafrika, og avisen har fået fat på ham via mail for at få svar på deres spørgsmål. I den pågældende mail beder avisens journalist udtrykkeligt Dennis Kristensen om ikke at lægge svarene ud på Facebook, inden avisen udkommer – hvilket han netop gjorde konflikten mellem ham og Lisbeth Knudsen i maj.

Men det ønske vælger Dennis Kristensen heller ikke at følge i denne omgang. Omkring kl. 22 i går aftes lægger FOA-formanden svarene på sin Facebook-profil med følgende besked til Berlingske:

”Nu må I holde op med det pjatteri. Har I da slet ikke styr på noget på redaktionen? Jeres boss Lisbeth Knudsen har her på min Facebook-side opfordret mig til at lægge svar på spørgsmål om PenSam fra Berlingske på min Facebook, hvorefter I vil hente svarene herfra. Som Vestager siger: Sådan er det jo.”

Desuden tilføjer han:

”Jeg modtog dine (journalistens, red.) spørgsmål kl. 16.37 dansk tid under ferie 12.000 km væk med krav om svar indenfor 1 time og 23 minutter. Og så forvarsler du endda, at du tillige vil skære det meste af mine svar væk. Det siger vist alt om Berlingskes hensigter.” 

Læs hele FOA-formandens svar her.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også