Trykkerier kan belaste Berlingske-salg

Det kan blive svært at finde en køber, der vil overtage Berlingske Medias fire trykkerier i et mediemarked, hvor printoplagene dykker, skriver Børsen.

En mulig køber af Berlingske Media får fire store trykkerier med i handlen. I et mediemarked, hvor printoplagene dykker, kan det være et problem for salgsprocessen, vurderer flere fagfolk over for Børsen.

Berlingske Media har - i modsætning til JP/Politikens Hus - stadig tradition for selv at trykke egne blade og aviser. Med en avisportefølje med blandt andet ni dagblade og 46 ugeaviser, har der været nok at lave til at trykkerierne generelt har kunnet præstere nogle sunde overskud. 

Men trykkerierne er ikke attraktive investeringsobjekter og kan dermed gøre det vanskeligt at sælge hele Berlingske Media-pakken, hvilket ellers er planen. Det vurderer blandt andre en af Berlingske-trykkeriernes konkurrenter, adm. direktør i Dansk Avistryk, Sven Togsverd i Børsen. 

"Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil købe trykkerier, for der er en overkapacitet alle steder og alle trykkerier har det faktisk fantastisk dårligt. Priserne er blevet lave, oplagene er vigende, og sidetallene bliver sat ned," siger han til Børsen. 

Lisbeth Knudsen afviser over for Børsen, at det kan komme på tale at frasælge trykkerierne for sig - og at der generelt er problemer med lønsomheden i trykkerierne. 

"Vi har en fin kapacitetsudnyttelse, og vi er gode til at vinde nye ordrer," siger hun. 

JP/Politikens Hus har som flere andre danske mediehuse outsourcet trykkeopgaven. I 2009 lukkede huset trykkeriet i Viby og trak sig ud af Trykkompagniet, som koncernen havde ejet i fællesskab med Berlingske Media. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også