Medieforhandlinger i hårdknude

Kulturministerens ultimatum om lønsumsafgift får de borgerlige medieordførere til at stejle. Elbæk præciserer: Afgiften kan godt diskuteres - bare ikke her.

Forhandlingerne om mediestøtten er gået  i hårdknude, inden de for alvor er begyndt, skriver Berlingske. 

Det første forhandlingsmøde fandt sted i aftes. Inden udmeldte kulturminister Uffe Elbæk (R) her på MediaWatch et ultimatum til de forhandlende partier. De skulle acceptere, at regeringens beslutning om at hæve den såkaldte lønsumsafgift - og dermed påføre dagbladene 40 mio. kr. i udgifter - ikke var til debat.

”Forhandlingen om lønsumsafgiften foregår ikke i Kulturministeriet, men i Skatteministeriet og i Finansministeriet. Så den er ikke til diskussion, (....) Hvis man ønsker at diskutere det, så er man ikke en del af forhandlingerne fremadrettet,” sagde kulturministeren.  

Den udmelding har fået de borgerlige medieordførere til at protestere. 
Efter det første forhandlingsmøde i aftes sagde den konservative partiformand og medieordfører, Lars Barfoed, til Berlingske, at Elbæks udmelding havde "skabt en kaotisk tilstand op til forhandlingerne: Hvis ministeren kræver, at vi skal acceptere en lønsumsafgift, så kan vi ikke forhandle videre."

Elbæk præciserer
Uffe Elbæk præciserede i aftes efter forhandlingerne med de borgerlige medieordførere sin udmelding.

Der er ikke er tale om, at lønsumsafgiften ikke kan debatteres. Den kan bare ikke debatteres under  forhandlingerne af den direkte mediestøtte, skrev han på sin Facebook-profil.  

"Det første af en række forhandlingsmøder om den fremtidige mediestøtte er netop afsluttet. Har lovet mine gode medieordfører fra oppositionen at tydeliggøre for omverden, at jeg stadig mener det jeg eksempelvis tidligere i dag udtalte til MediaWatch: "Forhandlingen om lønsumsafgiften foregår ikke i Kulturministeriet, men i Skatteministeriet og Finansministeriet". Det citat - og dermed politisk udmelding - skal forståes sådan, at her i Kulturministeriet diskuterer vi den direkte mediestøtte. Hvorimod besparelser på erhvervsstøtteområdet foregår i andre ministerielle regi. Så som oppositionspolitiker behøver man ikke at være enig i besparelserne på erhvervsstøtteområdet, for at deltage i de fremadrettede mediestøtteforhandlinger. Men man skal acceptere, at den diskussion som sagt foregår i andre rum på Chrisitiansborg. Håber at ovenstående gør dig glad @Simon Emil Ammitzbøll."

Kulturministerens mediestøtteudspil vil overordnet ikke tage penge fra dagbladene, sagde han. På mødet præsenterede han også sit forslag om at kompenserede dagbladenes ekstra udgift med 41 mio. kr., der skal findes ved over tid at afvikle bladpulje-støtten til foreningsblade, de såkaldte ideelle blade.

Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby og DF's Morten Marinus er dog langt fra sikre på, at dagbladene ikke vil miste penge under mediestøtteforhandlingerne, siger de til Berlingske.  

- JHT 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også