"Vi har ikke fløjet hele redaktioner til USA"

De største morgenaviser fyrer snarere mindre end mere krudt af på dagens US-valg. Verden har ændret sig siden 2008, og valget er mindre historisk, lyder argumenterne.

Mens DR Nyheder har opgraderet valgdækningen betydeligt og bl.a. flyttet den lange TV Avis til Washington de seneste dage som optakt til dagens præsidentvalg, er prioriteringen faldet anderledes ud hos de største dagblade. Ingen af de morgenaviser, MediaWatch har spurgt, har valgt at bruge flere ressourcer på valget i år end i 2008 - snarere tværtimod. 

Jyllands-Posten har sendt flest ekstra redaktionelle kræfter over there op til valget, men der er ikke tale om en opprioritering i forhold til 2008, siger udlandsredaktør Flemming Rose:

”Vi har sat betragtelige ressourcer af. Ud over det faste USA-hold, der består af to korrespondenter, har vi sendt en fotograf og tre ekstra folk derover til at dække forskelige dele af, hvad der foregår i USA,” siger Flemming Rose, der vurderer, at der er sat samme eller lidt færre ressourcer af til dette valg:

”Vi er vist på nogenlunde samme niveau som sidste gang, måske lidt mindre, for i 2008 var spørgsmålet, om USA ville få sin første sorte præsident centralt, og desuden var der tale om to "friske" kandidater efter afslutningen af George W. Bush anden periode.”

Berlingske: Kina og krise tæller
Hos Berlingske er den "live-dækning", der kræver udsendte reportere, blevet nedprioriteret betydeligt i forhold til valget i 2008. Ud over hensynet til ressourcerne, skyldes det også det ændrede verdensbillede.

"Vi dækker det her valg med to korrespondenter mod fem ved det sidste valg. Det skyldes, at vi også har haft et ønske om et fast fokus på den europæiske krise og på Kina i det her år og derfor har afpasset valget til den virkelighed,” siger Kristian Mouritzen, udlandsredaktør på Berlingske.

”Hjørnestenene i vores dækning af præsidentvalgkampen har været de to kandidaters muligheder for at hive USA ud af krisen. Hvor er forskellene på de to, og hvordan vil kandidaterne klare den økonomiske situation og gældskrisen i det hele taget. Den anden hjørnesten er udenrigspolitikken og udenrigshandel. Ville nogen af kandidaterne gå i protektionistisk retning for at redde den amerikanske økonomi, og hvilke af kandidaterne ville være bedst for Europa udenrigs- og sikkerhedspolitisk.”

Anderledes grebet an
På Politiken, der udkommer med en ren USA-avis i dag - inklusiv vejrudsigten på forsiden - har valgdækningen været grebet anderledes an fra start i forhold til i 2008. Ud over den dækning, Washington-korrespondent Jakob Nielsen, leverer, oprettede avisen i valgåret to et-årige korrespondentstillinger for at følge valgkampen. Til gengæld har avisen droppet at sende ekstra folk afsted for at dække selve valgdagen og -natten.

”Den store ændring fra 2008 er, at selvom det er et vigtigt valg, så er det ikke et lige så historisk et valg som i 2008, hvor Obama stod som den unge, sorte kandidat, der stod for et opbrud og en optimisme, og som gjorde valget helt ekseptionelt og historisk," siger chefredaktør Anne Mette Svane, Politiken.

"I 2008 havde vi også fotografer derover på selv valgdagen og -natten, det har vi valgt ikke at gøre den her gang, der må vi trække på bureauerne i stedet. Men vi har tre reportere, der dækker valget fra forskellige byer,” siger Anne Mette Svane.

”Ressourcemæsigt kommer vi til at være på samme niveau som sidst. Men vi har ikke fløjet hele redaktioner til USA som DR og TV 2, der synes vi, vi kan bruge ressourcerne bedre,” siger Anne Mette Svane.

På Information oplyser vikarierende international redaktør Anders Fjordbak-Trier, at avisen ud over en korrespondent i New York har har haft en mand udsendt til Texas for at dække valget.

”Jeg vurderer ikke, at valget er prioriteret højere denne gang,” siger han.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også