Fritz Schur hiver Børsen i Pressenævnet

Top-erhvervsmanden har klaget over en artikel i Børsen, der handler om, at han kæmper for et positivt eftermæle.

Toperhvevsmanden Fritz Schur har klaget til Pressenævnet over en artikel i Børsen. 

I går udkom den kritiske portrætbog 'Kammerherrens Nye Klæder', som beskriver Schur, der blandt andet er bestyrelsesformand i Dong og SAS og siges at være en af landets mest magtfulde erhvervsmænd. Han blev populært kendt, da han var Dongs ansigt udadtil, da Anders Eldrup under stor bevågenhed blev gået fra selskabet. 

Schur har ikke ønsket at tale med journalisterne bag bogen; Hanne Sindbæk, og JP-journalisterne Niels Sandøe og Thomas Svaneborg. I stedet samarbejder han med journalisten Karen Margrethe Schelin om en anden biografi.  

Klagen til Pressenævnet drejer sig om, at Børsen i september skrev i artiklen "Fritz Schur kæmper for sit eftermæle", at Schur forsøgte at imødekomme den kritiske bog, der var på vej, med en mere positiv portrætbog. 

Klagen handler ifølge Journalisten.dk om to forhold:

- Børsen skriver, at Fritz Schur, efter han blev opmærksom på den kritiske bog, tog "kontakt til et eller flere forlag for at få skrevet en anden bog. Men idéen blev afvist".

-  Børsen skriver videre, at "Fritz Schur er bortrejst, men han forklarer i en mail sendt via sin juridiske chef Martin Kasten, at han glæder sig til at samarbejde med Schelin." 

Ifølge Fritz Schurs juridiske chef, Martin Kasten, er de to passager misvisende. Det første, fordi Schur, ifølge Kasten, ikke har henvendt sig til nogen forlag. Det andet fordi det insinuerer, at samarbejdet med Schelin ikke er gået igang endnu, hvilket det ifølge Kasten var i september, siger han til Journalisten.dk 

Børsens chefredaktør, Niels Lunde, tager klagen ganske roligt. Han siger til Journalisten.dk, at det første udsagn er baseret på anonyme kilder, og at det andet - om hvorvidt samarbejdet er igang - er en bagatel, som Pressenævnet ikke vil behandle. 

-  JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også