11 fyret på Stiften

I forbindelse med sparerunden på Århus Stiftstidende er 11 journalister blevet afskediget til formiddag, mens én har søgt og fået en frivillig fratrædelse.

Ledelsen på Århus Stiftstidende har til formiddag gennemført opsigelserne på redaktionen i forbindelse med den sparerunde, der blev annonceret for godt to uger siden.

I udgangspunktet skulle i alt 18 stillinger nedlægges, heraf 16 redaktionelle. Efter forhandlingerne mellem ledelse og medarbejdere er antallet af fyringer på redaktionen landet på 11, mens en enkelt har søgt og fået en frivillig fratrædelse. Resten af besparelserne er fundet ad andre veje og "mange forskellige steder", siger tillidsrepræsentant Morten Svith: 

"Det er pisse trist at skulle sige farvel til så mange gode kolleger, som man har kendt i mange år. Om en uge kan jeg måske sige, at det er et fornuftigt forhandlingsresultat, vi har nået, men det kan jeg ikke i dag," siger Morten Svith.

Med fyringsrunden er den redaktionelle medarbejdergruppe reduceret fra 56 til 44. Hvor mange millioner spareøvelsen giver er ikke meldt ud.

Spareplanen har skabt stor frustration blandt medarbejderne på Stiften, der i et åbent brev til Berlingske Medias koncernchef Lisbeth Knudsen har protesteret over kursen og udtrykt "den dybeste mistillid til den øverste redaktionelle og økonomiske ledelse i Midtjyske Medier", som Århus Stiftstidende hører under i Berlingske-koncernen.

"Jeg tror, at mine kolleger føler, at de er blevet kørt i mange forskellige retninger de snere år. Om der er større tillid til ledelsen nu end før forhandlingerne - det fornemmer jeg ikke, at der er," siger Morten Svith, der har svært ved at forestille sig, at den redaktionelle kvalitet kan bevares med den seneste nedskæring.

Ledelsen på Århus Stiftstidende ventes de kommende dage at præsentere den moderniseringsplan for mediehuset i Aarhus nærmere, der ligger til grund for afskedigelserne.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også