Børsen opretter ny Aarhus-redaktion

Børsen vil fokusere mere på erhvervsudviklingen i Østjylland og samler de fire egnsredaktioner i Aarhus.

Fremover skal Børsen dække udviklingen i det jyske erhvervsliv fra en samlet redaktion i Aarhus.

De nuværende egnsredaktioner samles fra nytår i en firemandsredaktion i Aarhus, og til det formål søger Børsen en ny Aarhus-redaktør.

Beslutningen om at centralisere redaktionen er, ifølge chefredaktør Anders Krab-Johansen, primært et forsøg på at skabe en bedre journalistisk dynamik på redaktionen, der afløser de fem enmandsredaktioner i Aabenraa, Aalborg, Esbjerg, Aarhus og Herning. 

"Det er meget svært at opretholde et journalistisk  miljø med enmandsbetjente redaktioner. Det er vanskeligt at koordinere med hovedredaktionen (I København, red.) og for den ene journalist er det en stor opgave selv at holde sig frisk og idérig," siger Anders Krab-Johansen. 

Han venter, at en samlet redaktion kan give de jyske journalister lidt mere line i forhold til de daglige opgaver og dermed bedre muligheder for at tage tid til at grave sig ned i projekter og dybdegående journalistik. 

Østjylland er det vigtigste vækstområde
Den samlede redaktion er placeret i Aarhus, fordi det er i Østjylland - i bred forstand, altså inklusive Herning og trekantsområdet - at erhvervsudviklingen tager fart, begrunder Anders Krab-Johansen.

"Valget faldt på Aarhus, fordi det er landets næststørste by, og fordi Østjylland udgør en større og større del af erhvervsudviklingen. Der er to vækstområder i Danmark: København og Østjylland," siger han.

Hvordan med dækningen af de øvrige regioner - kommer I til at skrue lidt ned for den, når kræfterne samles i Aarhus?

"Jeg tror, at vi kan få mere af det hele. Både en bedre dækning af udviklingen i Østjylland og samtidig holde fast i erhvervsudviklingen i Aalborg, Sønderjylland og Esbjerg," siger han.

"Fire journalister, der arbejder sammen, kan give end bedre dækning end lokalredaktionerne - fordi de kan inspirere hinanden og eksempelvis dække hinanden ind under ferier."

"Ikke sparegreb"
Rent personalemæssigt falder beslutningen i forlængelse af, at to af Børsens fem egnsredaktører har forladt - eller forlader - avisen: Sønderjylland-redaktøren går på pension. Aalborg-redaktøren har skiftet job til kommunikationschef i Ecco, hvorfor redaktionen i Nordjylland blev lukket for omkring en måned siden. 

Børsen har slået en stilling som ny Aarhus-redaktør op, og dermed lander redaktionen på i alt fire medarbejdere. 

Men økonomien har ikke været afgørende faktor, siger Anders Krab-Johansen, der heller ikke mener, at der er udsigt til nævneværdige besparelser i den nye struktur.  

Går i luften efter nytår
Efter planen skal den nye redaktion være på benene efter nytår, når der er fundet en ny redaktør til Aarhusredaktionen. 

Redaktionen ventes at være helt på plads om seneste et års tid. 

Det er endnu ikke besluttet, hvor i Aarhus, den nye redaktion skal have til huse. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også