S: Medieforhandlinger skal holdes adskilt

Der er ingen grund til at slå medieforlig og mediestøtte sammen, siger Mogens Jensen, der afviser kritik om "usammenhængende mediepolitik".
Thomas Bo Christensen

For nylig indgik regeringen et bredt medieforlig, som uddelte penge til public service-stationerne, og nu venter politikerne så på at komme i gang med at forhandle om midlerne til de private medier i de såkaldte mediestøtteforhandlinger. Men selv om flere har peget på, at det ville give en mere sammenhængende dansk mediepolitik, hvis man slog de to forhandlingsforløb sammen, så afviser Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen den ide.

”Der er rigtig meget fornuft i at forhandle særskilt, og når vi nu skal i gang med at forhandle mediestøtte, har vi jo også det indgåede medieforlig i bevidstheden, så jeg kan ikke se nogen grund til at slå forhandlingerne sammen,” lyder det fra Mogens Jensen, som dermed afviser den kritik, som bl.a. medieprofessor Anker Brink Lund for nylig kom med.

Intet kludetæppe her
CBS-professoren bag Medieudredningen fra 2009 om den fremtidige mediestøtte kaldte i sidste uge dansk mediepolitik for et ”usammenhængende kludetæppe”, fordi det ifølge Anker Brink Lund ikke giver mening at diskutere medieforliget og mediestøtten hver for sig, eftersom penge til public service-medierne også har betydning for f.eks. dagbladene.

En kritik, der blev bakket op af Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby, som udtalte:

”Du kan ikke sidde i ét forhandlingsrum og sige, at nu giver vi flere penge til DR, og så gå ind i det næste forhandlingsrum og så sige, at nu sparer vi på aviserne, og samtidig påstå, at det ikke har indbyrdes konsekvenser. Selvfølgelig har det det. Så første skridt er overhovedet at acceptere, at tingene er bundet sammen i dag, og at medierne er smeltet sammen,” lød det fra ordføreren.

Men hendes ordførerkollega fra S giver ikke meget for den udmelding.

Venstre forhandlede selv særskilt
”Der er mange ting, som Venstre pludselig mener nu, efter de er kommet i opposition. Dengang de selv sad i regering, forhandlede man jo også de to ting særskilt,” siger Mogens Jensen som svar på kritkken fra det store oppositionsparti, men pointerer samtidig, at opdelingens kritikere overser en central pointe:

”Det er vigtigt at slå fast, at der er tale om to forskellige pengekasser og to forskellige formål. På den side har vi et licensforlig i forhold til public service-medierne, og det er altså noget andet end mediestøtten, som gives til det frie mediemarked, hvor der ikke stilles de samme krav til medierne som til f.eks. DR. Så det er to forskellige ting, og det kan godt være, at der er fornuft i, at man sammentænker det, men det skal forblive to forskellige forhandlingsforløb,” lyder det fra Mogens Jensen.

Opfordrer til samarbejde
Samtidig mener den socialdemokratiske ordfører, at aviserne burde holde op med at gøre public service-stationerne til konkurrenter, som da flere dagbladene efter indgåelsen af medieforliget, hvor DR og TV 2-regionerne fik tilført flere penge, plæderede for, at der burde ske kompensation af aviserne i mediestøtten:

”Dagbladene bruger kræfterne forkert, hvis man laver en konflikt mellem public service-stationerne og dagbladene, og jeg vil i den forbindelse gerne advare mod det billede, at det er meget stort problem for aviserne, at vi har stærkt DR og stærke TV 2-regioner. Det er ikke der, hvor konkurrencen til dagbladene kommer fra. Dagbladene lever af annoncekroner, og dem tager DR ikke, men det gør Facebook, Google og lignende til gengæld. Derfor skulle dagbladene hellere koncentrere sig om at samarbejde med DR om, hvordan danskbaserede medier kan konkurrere med udenlandske medier,” siger han og understreger, at det samtidig er grunden til, at man i det netop indgåede medieforlig har afsat penge til en undersøgelse om, hvordan DR bruger andre mediers nyheder på nettet.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også