Sparerunde: 21 forlader Folketidende

Næsten hver femte stilling er blevet nedlagt i forbindelse med sparerunden på Lolland-Falsters Folketidende - langt de fleste på det grafiske område.

Medarbejderstaben i Sydhavsøernes centrale mediehus, Lolland-Falsters Folketidende, er reduceret med 21, efter den bebudede spareplan nu er gennemført. Det oplyser adm. direktør Jan Holmboe til MediaWatch.

Ud over de 16 stillinger, der skulle nedlægges ifølge planen, har en håndfuld redaktionelle medarbejdere fået en frivillig fratrædelse. Dermed er næsten hver 5. stilling nedlagt i forbindelse med sparerunden i mediehuset, der havde 113 medarbejdere sidste år ifølge udgiveren.

De 16 opsigelser ligger hovedsagligt på det grafiske område, hvor huset stryger 12 stillinger i forbindelse med, at annonceproduktionen udliciteres til Bangladesh. Derudover er fire opsagt i salg og administration.

Ifølge adm. direktør Jan Holmboe lander besparelserne på de bebudede 7-8 mio. kr., men de får først effekt fra næste år. Udgifterne i forbindelse med fratrædelser og opsigelser tages i indeværende år, og derfor er forventningen fortsat et underskud for mediehuset på omkring 5 mio. kr.

"Hvordan koncernregnskabet lander samlet afhænger af, resultatet for Rotationen, som vi ikke kender endnu," siger Jan Holmboe med henvisning til trykkerivirksomheden Rotationen, som Folketidende ejer 57,5 pct. af.

Strategiske tanker
Mens spareplanen nu er eksekveret, er Folketidendes ledelse gået i gang med at sætte den strategiske kurs, der skal sikre mediehusets pressede forretning fremover. Hvad tankerne mere konkret går på her, vil Jan Holmboe ikke nærmere ind på endnu, men siger:

"Vi vil selvfølgelig prøve at få en større penetration i lokalområdet, gøre en indsats for at sælge online abonnementer op i markedet og øge vores annonceomsætning," siger Jan Holmboe.

Han fremhæver på den positive side, at de lokale ejendomsmæglere har øget deres annoncering i Folketidende (efter at have prioriteret gratisomdelte boligannonceaviser), og at dagbladet har stået bag en netop afholdt energimesse med 2000 besøgende - et område, hvor den adm. direktør ser muligheder fremover. Men grundlæggende skal alle nye strategiske og forretningsmæssige tiltag ligge i forlængelse af kerneforretningen, understreger han.

"Vores mission er at drive dagblad, og derfor er jeg også skeptisk over for f.eks. e-handel, fordi vores ekspertise ligger et andet sted," siger Jan Holmboe, der tror på, at 2013 vil blive et overskudsår - med mindre bunden atter skulle vise sig ikke at være nået på annoncemarkedet.

 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også