"Falsk spion" kræver erstatning fra Politiken

Journalist, der uretmæssigt blev anklaget for at være spion i Politiken, vil nu sagsøge avisen for en "anseelig" erstatning.

Politiken bliver nu truet med retssag, fordi avisen omtalte journalist Per Michaelsen som den "storspion" for Stasi uden at kunne dokumentere anklagen.

Næste uge vil Politiken modtage et krav om en "anseelig erstatning" for at have omtalt den mangeårige journalist på DR og Ekstra Bladet, som spion-mistænkt, bekræfter Per Michaelsens advokat, Søren Bech, over for BT. 

"Det er ikke bare forkert - det er bagvaskelse og injurier. Får vi et forlig med Politiken, sker der ikke mere i sagen. Men gør vi ikke, så vil vi stævne Politiken og åbner samtidig for muligheden for at kræve frihedsstraf til chefredaktøren," siger Søren Bech til BT.

I sidste uge uddelte Pressenævnet  kritik  af Politikens historie på grund af den manglende dokumentation. 

I maj skrev Politiken, at ’Ifølge Politikens oplysninger er journalisten identisk med den offentligt kendte dansker, som koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis har fundet oplysninger om i det tyske Stasi-arkiv.’

Ifølge BT har Politikens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard, ingen kommentarer til den mulige retssag. Han medgiver dog, at historien - som Pressenævnet har påpeget - var udokumenteret.

- JHT

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også