Sparerunde på plads i Berlingske Media

En hel del frivillige fratrædelser fik antallet af afskedigelser ned på 49 i sparerunden, Berlingske Media meldte ud i august.

Mens den ene sparerunde efter den anden er blevet meldt ud blandt dagbladshusene i de seneste uger, er puslespillet i den spareplan, Berlingske Media annoncerede i august, ved at være lagt. Målet er besparelser for 16 mio. kr. i år og nedlæggelse af i alt 83 stillinger i koncernen.

Efter forhandlingerne med medarbejderne ligger antallet af afskedigelser nu fast, og fyringsrunden er i kraft af en række frivillige fratrædelser nedbragt til 49 opsigelser, mens resten af stillingerne er fundet ved frivillige fratrædelser og nedlæggelse af ubesatte jobs.

På HK-området er 28 blevet opsagt - den største enkelte gruppe tæller grafikere i Berlingske Prespress i Holstebro, hvis opgaver udliciteres - udgangspunktet var 35, oplyser koncernen. Blandt ledere og specialister nedlægges 18 stillinger, heraf er 17 sket ved opsigelser. På det redaktionelle område var der lagt op til 13 afskedigelser, det er landet på 4 - herunder 2 i Midtjyske Medier, mens de planlagte på Berlingske og BT er fundet ved fratrædelser.

"Antallet af afskedigelser endte med at blive betydeligt lavere, end vi lagde ud med, fordi vi havde et godt forhandlingsforløb omkring besparelserne og en del ønsker om frivillige fratrædelser," siger Lisbeth Knudsen, koncernchef og ansv. chefredaktør i Berlingske Media, der pointerer, at de efterfølgende sparerunder i en lang række andre dagbladshuse som Fynske Medier, Nordjyske Medier og Lollands-Falsters Folketidende viser, at udviklingen i samfundsøkonomien har ramt dagbladene bredt. 

"Det, at samfundsøkonomien har kørt på så lavt et blus så længe, betyder helt klart noget for os. Det ændrer ikke på den strukturelle forandring, som er i gang fra print til digital, men det er klart, at det sætter ekstra turbo på den, og det er det, vi allesammen har mærket her i efteråret," siger Lisbeth Knudsen.

Dagbladshusene har som noget nyt oplevet ugeavisernes ellers så stabile annonce-åre komme under pres i efteråret. Den tendens gælder også i Berlingske Media, siger Lisbeth Knudsen.

"Vi er jo frygteligt afhængige i forhold til annoncesalget af, hvad der sker i samfundet, og hvordan samfundsøkonomien udvikler sig. Detailhandlen mister modet, hvis forbrugerne ikke bruger nogle penge, og så annoncerer de ikke. Det kan vi mærke på vores ugeaviser, og vi kan også mærke det på vores dagblade."

Sparerunden i Berlingske Media når at få effekt i år - hvor huset henter 16 mio. kr., men først næste år vil besparelserne slå fuldt igennem. Hvor meget den samlede besparelse bliver, kan Lisbeth Knudsen ikke sætte præcist tal på umiddelbart, men hun bekræfter, at det er et stykke over det dobbelte af de 16 mio. kr., der spares i år.

Mens afskedigelser og fratrædelser er på plads, forhandles der i forbindelse med sparerunden stadig om arbejdsredskabsordningen for Berlingske og BT-journalister, oplyser Lisbeth Knudsen. Ledelsen har lagt op til en beskæring af ordningen, men løsningen på den spareøvelse kan ende med at blive en helt anden ifølge koncernchefen. Ligeledes er man stadig i gang med at se på en mulig omlægning af avisordningen for de medarbejdere i koncernen, der har friabonnement i deres kontrakt.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også