Global: BSkyB må fortsat sende tv

Det britiske tv-nævn kritiserer James Murdoch, men fratager ikke BSkyB sendetilladelsen, BBC vil have flere kvinder og så splittes Svenska Dagbladet i to aviser...

BSkyB er bestået – men Ofcom dumper Murdoch
James Murdoch ledelse af News International (NI) får hård kritik af det britiske radio- og tvnævn, Ofcom, for sin håndtering af telefonhacking-skandalen. Men Ofcom har besluttet, at sagen ikke skal koste BSkyB sin sendetilladelse. Ofcom har undersøgt links mellem BSkyB og NI, der ejer flere aviser, blandt andet den nu lukkede News of the World. Undersøgelsen er sat i gang, fordi NI er ejet af News Corp, der også ejer knap 40 pct. af BSkyB, og fordi Sky News (ejet af BSkyB) tidligere har indrømmet at have brugt hacket materiale.
Ofcom skriver i sin kendelse, at James Murdoch ikke har ”levet op til hvad, man kan forvente af ham som CEO og bestyrelsesformand” – men også, at der ikke er bevis for, at han bevidst handlede forkert. James Murdoch, der er Rupert Murdochs søn, var CEO for News International fra 2008 til februar i år. I april forlod han også sin bestyrelsespost i BSkyB for at undgå, at skandalen spredte sig til tv-selskabet.
Kilde: Financial Times

BBC vil have flere kvinder
BBC vil ikke have egentlige kønskvoter, men organisationen skal arbejde for at få flere kvinder i radio- og tvjobs. Det mener BBC’s nye generaldirektør George Entwistle, der på et pressemøde sagde, at han håbede, at der ville komme flere kvindelige værter. BBC blev sidste år kritiseret for at diskriminere ældre kvinder, der blev pillet af skærmen på grund af deres alder. Men Entwistle understregede, at også ældre kvinder skulle tilbydes værtsjob.
Kilde: Financial Times

Svenska Dagbladet splittes i to aviser
I august varslede den svenske avis Svenska Dagbladet en sparerunde, der skulle skære 50 – 60 job, heraf 40 redaktionelle. Samtidig blev det meldt ud, at avisen skal relanceres. I dag blev det meldt ud, at printavisen skal splittes op i to aviser, så erhvervssektionen Näringsliv fremover udkommer separat.
Avisens chefredaktør, Lena K Samuelsson, siger til Dagens Media, at den nye struktur er inspireret af den måde, avisen er blevet læst på på nettet, hvor huset har haft to sites: svd.se og nliv.se. Fremover kommer morgenavisen, der før udkom som tre sektioner, kun med en sektion.
”Styrken i papiraviserne skal ikke hentes fra papiravisens bredde, men fra dybden i platformene. Det er en helt ny måde at tænke på. Ligesom SvD var de første til at udvikle et nyt papir, er vi de første til at udvikle et digitalt format til morgenavisen, der også omfatter en stærk printavis,” siger hun.
Hun fortæller, at det er ambitionen, at tilpasse avisen til de forskellige indtryk, som print- og netlæserne har.
Kilde: Dagens Media

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også