Sjællandske venter overskud trods annoncefald

De har sparet, men undgået store sparerunder. Sjællandske Medier forventer at komme gennem et hårdt annonceår med et overskud.

I modsætning til mange andre avis- og mediehuse har Sjællandske Medier ikke søsat deciderede sparerunder i 2012. Men der har været besparelser og effektiviseringer i hele koncernen, og Sjællandske Medier regner med at præstere et samlet overskud i 2012. Om end et lille et.

"Vi venter at komme ud med et plus, men hvor stort, det bliver, ved vi ikke," siger adm. direktør Torben Dalby Larsen.

Omsætningen fra de fire gratisomdelte ugeaviser, som Sjællandske Medier købte af Berlingske Media kort inden årsskiftet, vil give vækst på omsætningen, men resultatet vil stadig være tynget af det stejle annoncemarked. 

"Købet af de fire ugeaviser slår igennem i år og tilføre huset en vækst ud over grundomsætningen. Men hjemmemarkedet boomer ikke just - annoncørernes interesse er ikke overvældende," siger Torben Dalby Larsen.

Drypvis nedbemanding 
Sjællandske Medier, der blandt andet udgiver tre dagblade og 26 ugeaviser på Sjælland, har ikke været upåvirket af den generelle udvikling på avismarkedet: Siden første halvår har de tre dagblade samlet tabt 8,8 pct. af læserne og 4,7 pct. af oplaget

Men i stedet for sparereunder, er der løbende blevet sparet og skåret i alle dele af koncernen, fortæller adm. direktør Torben Dalby Larsen. Drypvise fyringer og nedlæggelse af ubesatte stillinger har været nødvendige for at holde omkostningerne i ave.

"Vi reducerer også, men vi har ikke ansættelsesstop. Og der er da også folk, der opsiges her i huset. Men sådan har det altid været - vi har redaktioner i 24 byer på Sjælland, og der vil altid være brug for at tilpasse og skære til," siger Torben Dalby Larsen. 

 Med de fire nye ugeaviser i regnestykket er det vanskeligt at sige, om antallet af medarbejdere er gået op eller ned. Men Torben Dalby Larsen mener, at antallet af medarbejdere "formentligt er faldet svagt". 

Apps, merværdi og lokale websites
Sjællandske Medier arbejder på at møde annonce- og oplagsmodgangen med en stribe nye tiltag.

I sensommeren lancerede huset Ipad- og smartphone-app's for de tre dagblade, som læsere kan købe sig adgang til. Lige nu overvejer redaktionen, om broadsheet-sektionerne i de to dagblade 'Dagbladet' og 'Frederiksborg Amts Avis' skal omlægges til tabloid, så hele avisen udkommer i tabloid. 

Og huset undersøger, hvordan man ellers kan føje merværdi til de produkter, man tilbyder de sjællandske læsere. I øjeblikket forsøger man blandt andet at udvikler nogle lokale hjemmesider, der fungerer - ikke som nyhedssites - men som lokale opslagstavler, der skal give et overblik over, hvad der sker hvor i lokalområdet. 

"Vi er meget optagede af at søsætte noget nyt og undersøger, hvordan vi kan supplere dagbladene med ting, der giver læserne merværdi," siger Torben Dalby Larsen.


- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også