Augusts mest citerede avis

Nej, det er ikke Jyllands-Posten. Se hvilken avis, der overhaler med et enkelt citat...

Det skete i februar, det skete i maj, og det skete igen i august. Politiken overhaler Jyllands-Posten som månedens mest citerede avis. Denne gang dog med en snæver overhaling: Politikens historier blev citeret 77 gange. Jyllands-Posten 76 gange.

Det viser en optælling, som Infomedia har lavet for MediaWatch. Optællingen omfatter citathistorier i de landsdækkende aviser, der foruden de største dagblade tæller aviserne Arbejderen, Effektivt Landbrug, Licitationen og Weekendavisen.

Det er Politiken der har sprunget højt, mens den jyske konkurrent og koncernfælle har holdt status quo. I juli var tallene nemlig henholdsvist 35 citater og 78 citater.

Læs her hvilke historier, Politiken blev citeret for. 

Det er et godt forspring til de næste i feltet, Børsen og Ekstra Bladet, der begge er citeret 41 gange. 

Tabloidaviserne har generelt sendt flere historier i nyhedskredsløb i sensommermåneden. Ekstra Bladet er gået fra 29 til 41 citerede historier. Mens BT er sprunget fra 10 til 29. 
 

Kun avishistorier
Infomedias optælling giver ikke et fuldkomment billede af, hvor mange historier, de forskellige aviser føder ind i nyhedsfødekæden. Optællingen viser et udsnit, nemlig, hvor ofte de landsdækkende aviser citerer de landsdækkende dagblade og deres websider.

Citathistorier i Radioavisen, på nettet eller på tv er altså ikke medregnet. Det vil sige, at citerer Jp.dk Politiken, er det ikke talt med. Citerer Politiken derimod Jp.dk, indgår det i optællingen.

Optællingen bygger på komplicerede søgestrenge, der indeholder de mest almindlige fraser i forbindelse med citater som eksempelvis, "siger xx til Berlingske", "i en kommentar til Politiken" eller "skriver BT."

Der er dog også små usikkerheder. Eksempelvis er citathistorier, hvor avisen har glemt at markere, at det var en kopihistorie, ikke indregneti optællingen.
Desuden er citater, der ikke er deciderede citathistorier men referencer i eksempelvis debatindlæg eller læserbreve i andre aviser, medregnet. Altså, hvis et læserbrev i Berlingske kommenterer en artikel fra Politiken, vil dette også optræde som et citat.

Stabil førsteplads til JP
Antallet af citathistorier varierer fra måned til måned. Men over de første otte måneder af 2012 har billedet alligevel været nogenlunde stabilt. Jyllands-Posten er generelt blevet citeret oftest. Derefter kommer Politiken, og et spring længere nede af stigen kommer Berlingske på en tredjeplads. Sådan så billedet også ud efter juli-optællingen. 


- - JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også