Læsertal: Sommersol lunede morgenaviser

De landsdækkende morgenaviser tabte færre læsere denne sommer i forhold til sidste år - det betød bl.a., at Metroxpress måtte give læser-førertrøjen videre ...

I modsætning til annoncørerne, der generelt har trukket i bremsen i sommermånederne, så var læserne mere loyale over for dagbladene denne sommer i forhold til sidste år. Det viser det gennemsnitlige læsertal for hverdagsaviserne i sommermånederne juni, juli, august fra Gallup.

I det samlede billede havde hverdagsaviserne i snit 4,4 pct. færre læsere i år i forhold til sommermånederne i 2011, og det er en opbremsning i forhold til udviklingen i samme periode året før. Fra juni til august 2011 var samme avisers samlede fald 5,8 pct. i forhold til samme periode 2010.

Der er dog stor forskel på, hvilke titler og avisforretninger der lå lunest i læserudviklingen.

Generelt er det de landsdækkende betalte dagblade, der har haft lettest ved at holde på læserne. Både Berlingske, BT og Information har ovenikøbet tiltrukket flere læsere end sidste sommer - mens Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken faldt en smule, men alle under det gennemsnitlige fald.

Til gengæld var der ikke mange læsere til gratisaviserne Metroxpress og 24timer. Aviserne udkommer kun i juni og august om sommeren - alligevel er dyk på hhv. 16 pct. og 8 pct. bemærkelsesværdige i et marked, hvor Urban ikke længere trækker sin andel af gratis-læserne. Hvad værre er ser Metroxpress ud til at kunne miste positionen som Danmarks mest læste avis, hvis udviklingen fortsætter som i sommemånederne. Her overhalede Politiken i læsertallene - mens Jyllands-Posten lå på linje med Metroxpress. Selvom man tager i betragtning, at gratisaviserne primært bliver ditribueret i den offentlige transport og derfor er svækket i feriemånederne, hvor udgivelsesfrekvensen altså også er lavere, så er det stadig en ny udvikling - Metroxpress havde læserførertrøjen både i sommeren 2011 og 2010.

På den regionale front var der ikke meget sommer-hopla i avislæsningen. Sjællandske Mediers to titler, Sjællandske og Frederiksborg Amts Avis havde sammen med Fyns Amts Avis en positiv udvikling - mens de øvrige regionale titler ikke formåede at vende læsernes dalende interesse for printavisen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også