Madsen: Ingen besparelser - for nu

Tilbageholdende annoncører og presset søndagsoplag giver problemer, men Ekstra Bladet har ikke besparelser på tapetet lige nu, siger chefredaktør Poul Madsen.

Politiken informerede i går medarbejderne om, at avisen sætter ind med besparelser, der bl.a. betyder, at antallet af stillinger skal skæres med 15 inden udgangen af 2013. Selvom Politiken hører til succeshistoirerne, der holder på læsere og oplag, så sætter krisen i annoncemarkedet sine spor og gør det ifølge ledelsen nødvendigt at få omkostningerne ned.

På Ekstra Bladet, der gennemførte en sparerunde i foråret og er del af samme koncern, siger chefredaktør Poul Madsen, at besparelser ikke er på tegnebrættet på nu og her. Men han læggersamtidig ikke skjul på, at annoncemarkedet gør grunden under budgetter og avisforretning mere usikker, og at der ikke er nogen garantier.

"Det er en vanskelig situation, fordi markedet er svært, og alle annoncører har meldt sig ud af alting lige nu, og derfor ligger vi også under det forventede salg," siger Poul Madsen, der uddyber, at annoncørernes tilbageholdenhed også rammer omsætningen på nettet, hvor Ekstra Bladet har sin stærkeste markedsposition.

"Digitalt har vi ikke haft den vækst på nettet, som vi havde håbet på, men vi har været i stand til at holde niveauet fra sidste år, og det er i sig selv godt i det her marked," siger chefredaktør Poul Madsen.

Selvom Ekstra Bladet hører til de titler, der dykker mest i oplags- og læsertallene, er det ikke her skoen trykker mest. Den nedadgående oplagskurve er indregnet i budgetterne - men et sted udvikler salget sig ringere end prognoserne, siger chefredaktøren.

"Bladsalget er egentlig stabilt i forhold til forventningerne, det problematiske er søndagsoplaget, der falder mere. Hverdagsoplaget går som forventet, men søndagen giver problemer," siger Poul Madsen

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også