Nyt samarbejde skal fremtidsikre Tipsbladet

Tipsbladets samarbejde med Ekstra Bladet skal stoppe fodboldbladets blødning på print, men detaljerne i aftalen vil Tipsbladets chef ikke røbe.
Thomas Bo Christensen

Fremover bliver der med stor sandsynlighed flere læsere af Tipsbladets printversion. Det sker efter, at fodboldbladet har indgået et samarbejde med Ekstra Bladet, der betyder, at Tipsbladet i fremtiden udkommer som en del af tabloidavisens fredagsudgave.

”Baggrunden for samarbejdet er, at vi gerne vil have en bæredygtig løsning for Tipsbladet fremadrettet. Vi kigger jo også mediemarkedet og ser, at oplaget er faldende. Derfor har vi ledt efter en samarbejdspartner, der kunne være med til at gøre det modsatte, nemlig at gå frem i oplaget. Og det er egentlig det, der er målet,” lyder det fra Tipsbladets direktør Thomas Lue Lytzen.

Større reach
Han fortæller, at Tipsbladets læsertal ligger på omkring 57.000, men at det tal kan blive flere gange større, når det fremover indgår i Ekstra Bladet.

”Vi har to uafhængige mediehuse, der hver især har nogle styrker. Vi er rigtig stærke på produktion af kvalitetsnyheder om fodbold, og Ekstra Bladet har en rigtig god reach ud i befolkningen med 200.000-300.000 læsere, og det var en god kombination”.

Men I fortalte så sent som i går, at Tipsbladet var kommet godt ud af første halvår af 2012 – hvorfor er det overhovedet nødvendigt med samarbejdet?
”At vi kommer godt ud af første halvår, skyldes primært vores digitale vækst. Vi har i dag 60 procent af vores annonceindtægter fra online-delen, og kun 30 procent ligger på avisen, mens 10 procent ligger på vores magasinudgivelser. Og vi er som alle andre små mediehuse udfordret på printavisen. Vi kunne godt fortsætte med at udgive avisen, men i stedet for hele tiden at kigge på to grafer, hvor oplagsgrafen går nedad, og omkostningsgrafen stiger, så valgte vi i stedet en offensiv løsning.”

Inden oplysninger om aftale
Hvordan ser aftalen med Ekstra Bladet ud? Hvordan deler I indtægter og omkostninger?
”Det kan jeg ikke gå nærmere ind i. Det har vi aftalt med Ekstra Bladet.”

Hvad vil aftalen betyde for jer økonomisk?
”Det er svært at sætte tal på i kroner og ører. Men jeg kan sige, at alle parter selvfølgelig regner med, at vi kommer til at tjene på samarbejdet, og vi regner med, at print fortsat kan være en overskudsforretning fremadrettet for Tipsbladet,” lyder det fra Thomas Lue Lytzen, der fortæller, at abonnenter af Tipsbladet fremover også vil modtage Ekstra Bladet om fredagen.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også