Anker Brink: Berlingske-salg vil ændre avislandskab

Det er vigtigere, at Berlingske Media får en ny ejer med et publicistisk hjerte, end at koncernen videreføres samlet, mener professor Anker Brink Lund.

Berlingske Media står til et muligt ejerskifte inden for en overskuelig periode, og det kan betyde store ændringer i avislandskabet, mener professor i medieledelse ved CBS, Anker Brink Lund.

"Uanset hvem der måtte købe koncernen, vil papiravisen Berlingske efter alt at dømme blive videreført i nogenlunde samme skikkelse som nu. Noget lignende vil gøre sig gældende for Weekendavisen og Radio24syv. Til gengæld kan der ikke gives tilsvarende garantier for resten af koncernens mange dagblade, ugeaviser og webmedier," skriver Anker Brink Lund i en klumme i dagens udgave af Berlingske.

Mens den nuværende ejer af Berlingske Media ifølge koncernchef Lisbeth Knudsen går efter et samlet salg af koncernen, nedtoner Anker Brink Lund betydningen af en videreførsel af Berlingske Media under samme ejerhat. Konkurrencen på annoncemarkedet har ændret sig radikalt, fordi nye spillere som Google har gjort sit indtog og øget behovet for konsolidering i mediebranchen.

"På den baggrund er det ikke så afgørende, om Berlingske Media videreføres som et samlet hele. Langt vigtigere er det, at Mecom finder engagerede købere, hos hvem der banker publicistiske hjerter, og som kan få en fornuftig forretning ud af de mange forskellige publikationer."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også