Mikkelsen: Der var stort behov for klarere fokus

Med Steen Rosenbak og Pierre Collignon i chefredaktionen skal Jyllands-Posten blive bedre til at samtænke net og print, siger chefredaktør Jørn Mikkelsen.

Jyllands-Posten holder flyttedag  i chefredaktionen. I går meldte avisens ledelse ud, at Henrik Thomsen skifter job fra chefredaktør til London-korrespondent, og at nyhedschef Pierre Collignon og redaktionschef for Jyllands-Postens erhvervsredaktion Steen Rosenbak indtræder i chefredaktionen. 
Rokaden kommer umiddelbart inden den varslede lancering af online-betalingsuniverset 'Premium' og skal styrke Jyllands-Postens samlede koordinering af de forskellige produkter og platforme, fortæller avisens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen. 

Hvorfor har I haft behov for denne udskiftning i chefredaktionen?

"Skiftet i sig selv er udløst af, at Henrik Thomsen har besluttet at prøve noget nyt. Dertil kommer, at jeg har følt et behov for at udvide den redaktionelle topledelse. Vi gaber over så meget publicistisk og skal favne bredt: Vi lancerer til efteråret et nyt abonnementsunivers, vi leverer den brede avis til mange læsere, vi har de små nichemedier watcherne (de fire watchmedier, der blandt andet tæller det Jyllands-Posten ejede MediaWatch, red.), og mellem det har vi en hel masse forskellige måder at kanalisere journalistik på. Der har været et stort behov for et klarere fokus på de publicistiske fællesnævnere, de redaktionelle visioner og organiseringen af den enorme journalistiske motor, som JP er."

Både Steen Rosenbak og Pierre Collignon har som redaktions- og nyhedschef i forvejen haft fingrene nede i -og ansvaret for - stort set alt journalistisk indhold. Hvad betyder denne udnævnelse konkret?

"Det er rigtigt, at de begge fortsætter som arbejdende redaktører. Men nu får de et samlet medansvar for Jyllands-Posten og for hele Jyllands-Postens redaktionelle virksomhed."

Men hvad betyder det helt praktisk?

"At vi får samtænkt og koordineret print og net bedre. Koordineringen af knopskydningerne på nettet og de mange måder at levere JP-journalistik på tager de med sig op i chefredaktionen."

Flere watchmedier på vej
En anden årsag til skiftet har været behovet for at inddrage erhvervsdækningen i chefredaktionen. Udnævnelsen af Steen Rosenbak til chefredaktør markerer et øget fokus på erhvervsstoffet, der er meget vigtigt for Jyllands-Posten – både kommercielt og redaktionelt, fortæller chefredaktør Jørn Mikkelsen.
Det ligger meget godt i tråd med, at erhvervsredaktionen gik helt fri ved sparerunden i april, hvor Jyllands-Posten skulle finde 14 mio. kr. og afskedigede 12 medarbejdere. Ingen journalister eller redigerende på erhvervsredaktionen og erhvervssitet Epn.dk blev afskediget.

"Erhvervsstoffet bliver kun vigtigere, og vi har store ambitioner med det. Der skal vi favne nye måder at bedrive journalistik på," siger Jørn Mikkelsen.

Hvad kommer det til at betyde praktisk - udover udnævnelsen af Steen Rosenbak til chefredaktør?

"Vi skal finde nye måder at kanalisere erhvervsjournalistikken ud på. De fire watcher er et meget godt eksempel. De går rigtigt fint, så vi overvejer, om vi skal gå videre den vej - og det er der ingen grund til, at vi ikke skulle undersøge mulighederne."

Så der er nye watch-medier på vej. Ved I, hvilke brancher, det vil handle om?

”Der er selvfølgelig nogle, der er mere interessante end andre. Men endnu er vi ved at undersøge hvordan og hvorledes.”

Efter Thomsens eget ønske
Den afgående chefredaktør, Henrik Thomsen, forlader posten efter 10 år i rollen som chefredaktør. Som chefredaktør har Henrik Thomsen blandt andet været initiativtager til Jyllands-Postens Explorer- og Galathea-ekspeditioner. Efter nytår skal han være Jyllands-Postens korrespondent i London.

Henrik Thomsens jobskifte til London-korrespondent, var det efter Thomsens eget ønske?

”Ja. Skiftet er udløst af, at han ønskede at prøve noget nyt og vende tilbage til journalistikken. Men det var et ønske fra Thomsens side. Derefter vendte Lars Munch og jeg situationen. Men Thomsen skifter først job til nytår. Han færdiggør først de store projekter med news gate (nyt digitalt redigerings- og publiceringssystem, der skal introduceres på Jyllands-Posten, red.) og abonnementsuniverset.”

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også