Berlingske og BT undgår afskedigelser

Efter møder med ledelsen står det nu klart, at Berlingske og BT kan klare sparerunden i koncernen med frivillige fratrædelser og omrokeringer.
Thomas Bo Christensen

Det bliver ikke til afskedigelser i denne omgang på Berlingske og BT.

Det oplyser tillidsmand Frederik M. Juel, efter at han mandag holdt møde med ledelsen i huset i forbindelse med den sparerunde, som Berlingske Media for nylig meldte ud, og som i alt betyder 83 nedlagte stillinger i koncernen.

Resultatet for de redaktionelle medarbejdere i Pilestræde er endt med fem frivillige fratrædelser, mens tre journalister omrokeres til andre stillinger.

Ifølge Frederik M. Juel er forhandlingerne med ledelsen foregået tilfredsstillende:

”Der er selvfølgelig ingen, der ønsker en sparerunde, men når det nu skulle ske, så synes jeg, at forhandlingerne er foregået i god tone. Vi har holdt os til den aftale, vi lavede sammen i begyndelsen af forløbet, og jeg vil sige, at det er gået betydeligt bedre end i foråret,” lyder det fra Frederik M. Juel med henvisning til den sparerunde, som Berlingske Media gennemførte tidligere på året, og som endte i en arbejdsnedlæggelse i protest mod ledelsens håndtering af forhandlingerne.

Og efter den anden sparerunde på under et år, gælder det ifølge tillidsmanden nu om at se fremad:

”Det hele skal lige forløses nu. Der har været en lidt opgivende stemning, men jeg håber, at vi nu kan komme videre herfra."

Berlingske har dog ikke undgået afskedigelser i ledelseslaget. Sidste uge fyrede avisen kulturredaktør Mette Terkelsen. 

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også