Carlsen: Vi arbejder på en løsning

Strejken i Midtjyske Medier gør det usikkert, om de regionale titler udkommer de kommende dage.

Forhandlingerne i Midtjyske Medier om de besparelser, der skal være med til at sikre ejeren Berlingske Media i alt 16 mio. ekstra kroner i år, strandede i eftermiddag.

Et møde blandt medarbejderne endte med et flertal for at nedlægge arbejdet - ifølge MediaWatch oplysninger primært i protest mod manglende forhandlingsvilje fra ledelses side. Medarbejderne mødes igen på mandag.

Ifølge chefredaktør Dorthe Carlsen er det endnu ikke afklaret, hvorvidt de regionale aviser i Midtjyske Medier vil udkomme de kommende dage:

"Jeg kan kun beklage, at de journalistiske medarbejdere har valgt at nedlægge arbejdet midt i vores forhandlinger. Jeg er ked af, hvis det rammer vores læsere, brugere og kunder i øvrigt. Vi arbejder derfor på at finde forskellige muligheder for at leve op til deres forventninger," siger hun i en kommentar per mail.

Protesten fra de redaktionelle medarbejdere kommer ikke ud af det blå. Stemningen blandt medarbejderne var allerede i går til at nedlægge arbejdet - kun en enkelt stemme forhindrede det.

Midtjyske Medier skal i forbindelse med sparerunden skære én stilling på hver af redaktionerne i Ringkøbing, Viborg, Århus samt fællesredaktionen. Derudover skal der nedlægges en specialiststilling.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også